Nyheder

Lisbeth Knudsen forlader Berlingske: Havde kun jobbet til låns

Lisbeth Knudsen træder tilbage som administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske.

Hun forlader posten efter otte år, skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

- Enhver med et job som administrerende direktør ved, at man kun har sådan et job til låns i en vis periode.

- Man ved også, at et frugtbart samarbejde mellem ejeren, bestyrelsen og den administrerende direktør kræver enighed om den grundlæggende strategi, målsætningerne og virksomhedskulturen.

- Hvis det ikke er på plads, så er det altid ejerens privilegium at sætte holdet, siger Lisbeth Knudsen i en pressemeddelelse.

Knudsens geniale dobbelthed

TV 2 har talt med Stig Hjarvad, der er professor ved Institut for Film- og Medievidenskab.Han omtaler Knudsens tosidethed, da hun favner både journalistiske dyder og har lederevner, som hun især har udvist under Berlingskes digitale omstilling. 

- Hun er dygtig, fordi hun på den ene side er en journalist af den traditionelle skole, samtidig har hun et professionelt blik for, hvad der skal til for at omstille et moderne dagblad til en digital virkelighed.Hun vil blive husket som en meget væsentlig figur, siger Stig Hjarvad og fortsætter:

- På trods af betydelige økonomiske og strukturelle vanskeligheder, har Lisbeth Knudsen formået at udvikle koncernen. Berlingske er i en vanskelig situation, fordi dets vigtige konkurrenter, Politiken og Jyllands-Posten har slået sig sammen for længe siden og har skabt en synergi, som har stærke produkter.