Nyheder

Danmark udskifter HPV-vaccine

Statens Serum Institut oplyser, at man har valgt at skifte til vaccinen Cervarix

Når der i fremtiden skal vaccineres mod livmoderhalskræft i Danmark, bliver det ikke med den nuværende HPV-vaccine, Gardasil, som er givet til stort set samtlige cirka 500.000 vaccinerede kvinder.

Statens Serum Institut oplyser til metroxpress, at man har valgt at skifte til vaccinen Cervarix i det danske HPV-børnevaccinationsprogram. De hidtidige udbud er alle gået til Sanofi Pasteur MSD, som sælger Gardasil.

Undren fra Kræftens Bekæmpelse

Skiftet møder undren og kritik fra overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg forstår det slet ikke. Konsekvenserne er meget svære at overskue, siger hun og peger på, at størstedelen af den danske forskning om HPV bliver lavet på Gardasil-vaccinen, så man nu risikerer at skulle starte forfra:

- Det kan blive meget, meget indviklet, for hele forskningen kan blive nødt til at skifte spor. Man kan ikke bare køre videre.

Også Jesper Mehlsen, overlæge Synkopecentret på Frederiksberg Hospital, landets største HPV-center, undrer sig.

Ifølge direktør i Statens Seruminstitut, Nils Strandberg Pedersen, har man skiftet leverandør som en naturlig følge af, at vaccinen hvert andet eller tredje år sættes i udbud. Når vaccinen sættes i udbud kan nye firmaer blive leverandører. 

- Vi skal sætte vaccinen i udbud hvert andet eller tredje år – det gør vi med alle vores vacciner – og det er helt normalt, at en anden leverandør vinder udbuddet. Det har intet at gøre med utilfredshed over den vaccine, vi har brugt hidtil, siger direktøren til TV 2. 

Beskytter mod kønsvorter

Et af argumenterne for, at man har foretrukket Gardasil frem for konkurrenten, har nemlig været, at vaccinen beskytter mod kønsvorter.

- Det virker meget besynderligt, for Cervarix beskytter jo ikke mod kønsvorter, siger Jesper Mehlsen til metroxpress og peger desuden på, at mistanken om alvorlige bivirkninger er den samme:

- Det kan heller ikke være på grund af de bivirkninger, som man hævder ikke eksisterer i forbindelse med Gardasil, for man har jo oplevet nøjagtigt de samme bivirkninger med Cervarix i England og i Japan, hvor man nu har stoppet anbefalingerne.

GlaxoSmithKline, der står bag Cervatix-vaccinen, skal i første omgang levere mellem 50.000-100.000 doser næste år.

- Jeg havde helst set, at man havde sat alle HPV-vaccinationer i bero, indtil man har fået afklaret situationen omkring de mange bivirkninger, for lige nu kan vi jo kun håbe på, at den nye har færre bivirkninger, siger sundhedsordfører.

TV 2 har talt med en række forskellige piger, der mistænker HPV-vaccinen for at have gjort dem syge. Du kan læse deres historie herunder.

De vaccinerede piger: Indsprøjtningerne gjorde os syge

TV 2 har været i kontakt med og mødtes med en lang række piger og kvinder, der mener, at de er blevet syge efter at have fået HPV-vaccinen Gardasil. Læs deres historier herunder.
Vi kan desværre ikke hente data på nuværende tidspunkt. Prøv igen senere.

TV 2 har kontaktet kvinderne på forskellige sociale medier i grupper, hvor de mødes og diskuterer deres symptomer. Andre har selv henvendt sig til os, da de hørte, at vi arbejdede med emnet.

De har alle udfyldt et spørgeskema, hvor de har beskrevet deres symptomer og tidspunkter for vaccination. Vi har bedt om fuld adgang til enkelte af kvindernes lægejournaler. Er de under 18 år har forældre givet lov til, at de kunne deltage.

Foto(s): Per Arnesen/TV 2 og privatfotos

Flere syge piger

  • Sundhedsstyrelsen har modtaget 308 indberetninger om bivirkninger ved HPV-vaccinen i anden kvartal af 2015. Heraf 158 alvorlige.
  • Det samlede antal indberetninger siden 2009, hvor HPV-vaccinen blev en del af børnevaccinationsprogrammet, er nu oppe på 1.586. 543 er klassificeret som alvorlige.Kilde: Sundhedsstyrelsen 

De to vacciner

Gardasil

  • Vaccinen er rettet mod fire HPV-typer (6, 11, 16 og 18), som hver for sig kan give enten livmoderhalskræft eller kønsvorter, hvor 90 procent er forårsaget af HPV 6 og 11.
  • Vaccinen er godkendt til personer i alderen 9-26 år i USA og fra 9 år og opefter i Danmark.

Cervarix

  • Vaccinen er alene rettet mod HPV 16 og 18.
  • Begge vacciner dækker virusserne HPV 16 og 18, der samlet håbes at kunne forhindre 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft

Kilde: Sundhedsstyrelsens MTV-rapport, 2007