Nyheder

23 hospitalsbesøg på under et år - ingen opdagede kræft

Du kan se dokumentaren 'Patienten, der fik nok' på TV 2 PLAY her.

23 hospitalsbesøg og fem forskellige hospital skulle der til, før Poul Hansen fik stillet den rigtige diagnose.

Fra Næstved til Roskilde, tilbage til Næstved og så til Ringsted. Alle steder fik Poul Hansen den samme diagnose; nyresten.

Men behandlingen hjalp ikke, og efter over 20 hospitalsbesøg på under et år, fik Poul Hansen nok og forlangte at komme til på Rigshospitalet i København. Her fik han diagnosen kræft.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, det er usmageligt. Man kan ikke behandle folk på den måde, siger Poul Hansen til TV 2.

Konsultationer på gangene

TV 2 har de seneste dage fortalt adskillige historier om patienters oplevelser på sygehusene. Det sker i forbindelse med dokumentaren 'Patienten, der fik nok', hvor TV 2's journalist Michael Bech blandt flere ting dokumenterer, at rengøringspersonale tilsyneladende blot lader som om, de gør rent.

Herudover har en MEGAFON-måling foretaget for TV 2 vist, at hver sjette patient eller pårørende på sygehuset har oplevet, at der skulle tales om private sundhedsforhold, mens uvedkommende hørte på. Selv om det er ulovligt at konsultere patienter på gangene.

En af de patienter, der optræder i dokumentaren er Leo Pilloni. I videoen her kan du høre ham fortælle om at blive konsulteret på gangene:

Tillid er forsvundet

Det er halvandet år siden, Poul Hansen fik konstateret kræft, og han er nu blevet erklæret rask.

Efterfølgende har han klaget over behandlingsforløbet og fået tilkendt 100.000 kroner i erstatning. Men de psykiske ar har han stadig. 

- Jeg har ikke tillid til sundhedssystemet i Danmark mere. Overhovedet, siger Poul Hansen.

Region Sjælland har ansvaret for de mange sygehuse, som Poul Hansen blev sendt i pendulfart i mellem. De har ikke ønsket at kommentere sagen. Meldingen er, at det ikke har været muligt at undersøge den til bunds.

Herunder kan du læse flere danskeres oplevelser med det danske sundhedssystem:

T2Toolbox embed

Et sygt system?

  • TV 2 satte i september fokus på det danske sundhedssystem under overskriften "Et sygt system?"
  • Anledningen var dokumentarfilmen "Patienten, der fik nok", som blev vist på TV 2.
  • Både TV NEWS, TV 2 Nyhederne, tv2.dk, Go’ morgen Danmark og TV 2-regionerne fulgte op på nogle af de problemstillinger, der blev rejst i dokumentaren.
  • Hvad er dine oplevelser med det danske sundhedssystem?
  • Send dit svar til 1234@tv2.dk.