Dansk læge smuglet ind i Syrien: Vi opererede i en klippehule
- Fuglene kvidrer, og overalt er der en masse frugttræer, som gør landskabet smukt og idyllisk. Det er et ret flot område, men så hører du bomberne, og når de pludselig falder tæt på, så går det op for én, hvad det er man står midt i.
Den danske læge Cheme Andersen husker tilbage på den tid, han tilbragte i Syrien, hvor han var udsendt af nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser. Det var i 2012, da borgerkrigen var i gang på sit andet år.
Til daglig arbejder 36-årige Cheme Andersen på Bispebjerg Hospital, og ved siden af er han stadig stærkt involveret i den danske afdeling af Læger uden Grænser, som han blev valgt til formand for sidste år.
Men før han fik tildelt formandsposten har Cheme Andersen været i Etiopien, Sierra Leone, Afghanistan, og senest to uger i Syrien, hvor han stod i spidsen for at opbygge en form for hospital med akut operationsstue i det nordlige Syrien, efter at være blevet smuglet ind i landet. Præcis hvor hospitalet ligger, og hvordan han kom ind i landet, kan Cheme Andersen ikke fortælle af sikkerhedsmæssige årsager.
- Det var farligt at komme ind i landet, for man kunne blive overfaldet eller holdt tilbage, men opgaven lød på, at jeg sammen med en logistiker skulle oprette den her operationsstue til livstruede patienter, der skulle opereres akut. Det område, vi befandt os i, lå mellem nogle små spredte landsbyer, og der faldt ofte bomber, så det mest sikre sted for os at være, var i den her klippehule, hvor vi oprettede vores base og opererede folk, fortæller Cheme Andersen.
Den danske læge stod i spidsen for meget af det organisatoriske arbejde - såsom at skaffe udstyr til operationer, kvalificeret sundhedspersonale og medicin - opgaver der ikke var lette at løse, fordi tingene var ekstremt svære at skaffe, og fordi mange læger og sygeplejersker allerede var flygtet ud af landet. Samtidig sprang bomberne om ørerne på lægerne.
- Det var slemt dengang, og de to uger føltes meget lange. Vi arbejdede, fra vi stod op om morgenen, til vi gik i seng om aftenen. Det var arbejde konstant. Der var dage, hvor jeg virkelig frygtede for mit liv og satte spørgsmålstegn ved, om det var dét værd at sætte livet på spil. I det hele taget var det meget hektisk, men når man sætter tingene i perspektiv, er to uger ikke meget i forhold til den almindelige syrer, der lever med rædslerne hver dag, siger Cheme Andersen.
Cheme Andersen stod ikke selv for operationer, da han ikke er kirurg, men som uddannet anæstesilæge (der står for bedøvelsen -red.) er han udmærket klar over, at ikke alle mennesker kan reddes. Han har med egne øjne set død og ødelæggelse på nærmeste hold, noget som kun de færreste danskere kan relatere til.
- Jeg må sige, at jeg blev meget berørt af det kaos, jeg oplevede i Syrien. Jeg har set mange dræbte, også små børn, der bogstavelig talt er døde mellem mine hænder. Men selv om situationen kan virke håbløs, så har vi brug for at fortsætte arbejdet, og vi har brug al den hjælp, vi kan få. For vi redder liv. Hvis ti mennesker er ved at dø, men du bare redder én af dem, så giver det mening, siger Cheme Andersen.
- Noget jeg aldrig vil glemme er de øjeblikke, hvor en mor takker dig for at have reddet hendes barn. Efter jeg selv blev far for halvandet år siden, så er det gået endnu mere op for mig, hvor skrøbelige vi mennesker er, og det har fået mig til at indse, hvor godt et liv jeg har her i Danmark med min familie. I Syrien har folk næsten ingen adgang til hospitaler og medicin, så der kan selv små sygdomme udvikle sig og blive livstruende, siger han.
Cheme Andersens forældre er fra Tibet, og han blev selv født i en flygtningelejr i Indien, hvor han på grund af underernæring var tæt på at miste livet som et-årig.
- Jeg har en anderledes baggrund, og i mit liv vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe der, hvor der er behov. Og det er der mange steder i verden.