Nyheder

Ignorede 14 advarsler om misbrug: Så galt kan det gå når kommunen svigter

Se dokumentaren 'Hvem gør min datter fortræd?' på TV 2 PLAY

Det krævede to år, 14 underretninger og at TV 2 gik ind i sagen, før Tønder Kommune undersøgte en sag om et muligt sexmisbrug mod en nu 14-årig pige.

Politiet har undersøgt sagen og har ikke kunnet finde beviser for, at misbruget skulle have fundet sted, sådan som moderen og pigen selv hævder.

Alligevel anerkender Tønder Kommune, at sagsbehandlingen har været alt for dårlig og Viggo Christensen, direktør for Børne- og Skoleforvaltningen, blev fyret i juli.

Selvom misbruget ikke med sikkerhed har fundet sted i denne sag, er det ifølge eksperter særdeles kritisabelt, at kommunen var så langsom til at gribe ind. I landets største misbrugssager ses det nemlig ofte, at kommunen var advaret og havde muligheden for at gribe ind tidligere.

Rebild-sagen

I september 2010 blev en 54-årig mand anholdt og sigtet for for 10 tilfælde af grove seksuelle overgreb på sin nu 15-årige datter, sin nu 12-årige datter, sine fem sønner og den 15-årige datters to veninder.

Forud for anholdelsen havde overgrebene stået på i 16 år, men det kunne måske have været stoppet i hvert fald to år tidligere.

I efteråret 2008 alarmerede en pædagog i Rebild Kommune, Grete Horn-Jeppesen, nemlig kommunen om, at hun havde mistanke om incest i familien.

- Vi beskrev meget tydeligt og detaljeret barnets symptomer, og vi understregede meget tydeligt over for Rebild Kommune vores mistanke om incest og behovet for at gribe ind og hjælpe barnet, har Grete Horn-Jeppesen fortalt nordjyske.dk.

Men ingen reagerede, og det fik Grete Horn-Jeppesen til at sende sagens dokumenter anonymt til politiet - en handling, hun senere blev suspenderet for.

Sagen kostede siden en række kommunale topchefer jobbet. Borgmester Anny Winther blev dog siddende til kommunalvalget i 2013, hvor hun tabte magten.

Brønderslev-sagen

I februar 2010 blev et ægtepar fra den lille by Serritslev udenfor Brønderslev anholdt og siden dømt for misbrug af i alt 10 sammenbragte børn i en periode fra 2006 til 2010.

Men faktisk kunne misbruget have været afsløret helt tilbage i 2006, hvor det altså ifølge anklageskriftet startede. Her var politiet på Lolland, hvor familien dengang boede, nemlig på besøg og noterede sig blandt andet, at huset var særdeles uhumsk og uegnet til beboelse. Men da der ikke var anklager om vold, greb kommunen ikke ind, og så flyttede familien fra kommunen.

Endnu en chance for at stoppe misbruget fandt sted i juni 2009. Da flyttede kommunen fra Skanderborg til Brønderslev. Også i Skanderborg havde den store familie tiltrukket sig myndighedernes opmærksomhed, og Skanderborg advarede Brønsderslev om, at den havde brug for nært opsyn.

Men denne advarsel gik tabt i Brønderslev i en sådan grad, at kommunen efter sagens afsløring klagede over ikke at være blevet advaret.

Allerede måneden efter, i juli 2009, advarede politiet desuden kommunen om problemerne i familien, og der kom også to anonyme anmeldelser ind. Endvidere viste hele otte såkaldte paragraf 50-undersøgelser, at familien havde alvorligt brug for hjælp.

Alligevel blev misbruget ikke stoppet, før den ældste datter i starten af 2010 anmeldte faderen og stedmoderen til politiet.

Sagen kostede Brønderslev Kommunes børnechef jobbet, mens Lolland Kommune blev pålagt at betale for anbringelsen af børnene.

Tønder-sagen

I august 2005 blev et forældrepar anholdt, og siden dømt, for at have misbrugt deres to piger og udlejet dem til andre mænd, der også misbrugte dem. Overgrebene mod de ene pige startede allerede, da hun var tre år gammel.

Det skete efter et anonymt tip til politiet, men det viste sig senere, at myndighederne havde modtaget mindst 14 underretninger med mistanke om omsorgssvigt, og der var holdt op mod 30 møder om familien.

Året før anholdelsen, i 2004, havde familien desuden været i myndighedernes søgelys, mens den boede i Løgumkloster Kommune. Moderen var psykisk syg og derfor fik børnene bevilget en aflastningsfamilie, men da moderen forlod familien, blev der ikke fulgt op på undersøgelser af pigerne.

Kommunen har siden frivilligt betalt 300.000 kroner i erstatning til den ældste datter for at undgå en retssag.

T2Toolbox embed

TV 2 Dokumentar: Hvem gør min datter fortræd?

Torsdag den 17. september klokken sender TV 2 dokumentaren 'Hvem gør min datter fortræd'.

Du kan også se den på TV 2 PLAY

Dokumentaren handler om en enlig mor fra Tønder, der anklager sin eksmand og to sønner for at have begået seksuelle overgreb mod hendes datter.

Moren har selv kontaktet fra TV 2, fordi Tønder Kommune ikke har taget hånd om sagen på trods af 14 indberetninger, og politiet har henlagt sagen efter otte måneders efterforskning, fordi der ikke findes beviser, der underbygger påstandene om de seksuelle overgreb.

Det er to år siden, kommunen er blevet opmærksom på sagen, men kommunen er først gået ind i sagen, efter TV 2 Dokumentar har gravet i sagen og fundet nye, rystende oplysninger.