Her slår de danske asylvilkår både Sverige og Tyskland

Danmark er blandt de europæiske lande, der tilbyder nyankomne asylansøgere de allerbedste vilkår. Det viser en samlet opgørelse over en række europæiske landes kontante ydelser, som den paneuropæiske paraplyorganisation for 90 ngo’er, European Council on Refugees and Exiles, har foretaget for Politiken.

En enlig voksen asylansøger modtager i Danmark 2567 kroner om måneden, mens de får deres sag behandlet.

Kun Tyskland ligger højere
Beløbet dækker over en såkaldt grundydelse og et dagligt tillæg, mens deltagelse i aktiviteter kan trække op og gratis mad på ansøgerens asylcenter kan trække ned.

Til sammenligning ligger kun Tyskland højere med en ydelse svarende til 2640 kroner.

I Belgien, Frankrig, Storbritannien, Holland og Ungarn er beløbet også lavere - og i Sverige, der i år forventer at modtage 90.000 asylansøgere, lyder den sammenlignelige ydelse på 1700 kroner.

Der kan dog i de enkelte lande være særlige tillægsordninger, skriver Politiken.

Støjberg: Reglerne skal strammes
Også på andre parametre er Danmark blandt de europæiske lande, der tilbyder gode vilkår til nye asylansøgere.

I Danmark venter asylansøgere eksempelvis 3-5 måneder på at få deres sag behandlet, mens sagsbehandlingstiden er 7-8 måneder om at behandle sagerne i Sverige og otte måneder i Tyskland.

Og indkvarteringen i de danske asylcentre skønnes også at være bedre end i Tyskland, hvor mange placeres i teltlejre.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) fastholder over Politiken, at reglerne skal strammes.

- Vi skal ikke være et land, der adskiller os fra de andre lande på ydelsesniveau. Vi er gået til valg på at mindske tilstrømningen, og der vil løbende blive ændret på reglerne. Og det vil ikke blive til det lempeligere, siger hun til Politiken.

Flygtninges vej ind i Danmark

  • En flygtning, der søger asyl i Danmark, er typisk enten blevet pågrebet eller har selv henvendt sig til politiet.
  • De fleste ankommer direkte til Center Sandholm, der drives af Røde Kors.
  • En mindre del henvender sig til politiet i København eller bliver pågrebet i Sønderjylland eller på Lolland.Herefter bliver de registreret som asylansøger af politiet. Og de første dage og måske uger bor de på Røde Kors modtagecenter i Sandholm eller Helsingør.
  • Herefter bliver de sendt ud på et af de mange asylcentre rundt omkring i landet. Nogle er drevet af Røde Kors andre af kommuner.
  • Udlændingestyrelsen bruger de følgende måneder på at behandle ansøgningen om asyl og giver herefter enten afslag på asyl eller opholdstilladelse i Danmark.
  • Hvis flygtningen har fået opholdstilladelse bliver vedkommende sendt ud i en kommune. Det sker efter et kvotesystem, hvor Udlændingestyrelsen tildeler de forskellige kommuner et vist antal flygtninge. I år i alt 12.000.
  • Her får flygtningen tildelt en bolig, modtager kontanthjælp og skal de følgende tre år deltage i et integrationsprogram. Det omfatter danskkursus og derefter forskellige former for aktivering, jobtræning og virksomhedspraktik.