Nyheder

Ny ungarsk lov trådt i kraft: 16 flygtninge anholdt

For at forindre flygtninge og migranter i at komme ind i landet har det ungarske parlament tidligere vedtaget en lov, der gør muligt at anholde personer, der illegalt krydser grænsen. 

Loven er trådt i kraft i dag tirsdag, og gør det dermed strafbart med op til tre år at beskadige og illegalt krydse det grænsehegn, som Ungarn er ved at opføre ved grænsen til Serbien. 

Allerede tirsdag morgen har ungarsk politi ifølge Reuters anholdt ni syrere og syv afghanere for illegalt at have krydset grænsen.

TV 2 har tidligere kunnet fortælle, at det er ungarske straffefanger, der har fået opgaven med at styrke hegnet, som være være 175 kilometer langt og 3,4 meter højt.  

I videoen herunder rapporterer TV 2's korrespondent Ulla Terkelsen fra grænseovergangen ved jernbanesporet, der altså nu er blevet lukket:

Rekord mange krydsede grænsen i nat

Mandag krydsede rekordmange migranter og flygtninge grænsen fra Serbien til Ungarn. I alt er 9380 personer blevet talt krydse grænsen forud for grænselukningen, oplyser politimyndighederne i Ungarn ifølge Reuters. Det er det højeste antal på en enkelt dag i år og næsten en fordobling i forhold til antallet søndag.

Politiet i det centraleuropæiske land har registreret, at flere end 190.000 migranter og flygtninge er ankommet i år.

Derfor skriver TV 2 'flygtninge og migranter'

TV 2 modtager en del henvendelser fra seere og læsere, der mener, vi bruger de forkerte termer om de mange mennesker, der i denne tid strømmer til Danmark. 

I hovedtræk dækker de forskellige begreber over følgende: 

  • Asylansøger: En person, der har søgt om asyl i et givent land.
  • Flygtning: En person, der har opnået at få asyl.
  • Indvandrer: En person, der har fået opholdstilladelse til at være i et andet land.
  • Migrant: En person, der er rejst til et andet land.

I daglig tale kaldes mange for flygtninge. Mange vil også mene, at hvis man for eksempel flygter fra fra krig i Syrien, er man flygtning – selvom man endnu ikke har fået asyl.

Derfor har TV 2 valgt, at de, der er på flugt fra krig og personlig forfølgelse, kaldes flygtninge. Også selvom de ikke har fået asyl. Resten omtales som migranter. Består gruppen af både flygtninge og migranter, kalder vi dem begge dele.