Afstanden mellem borgere og politikere skal mindskes

Der tales meget om en stadig dybere kløft mellem danskerne og de folkevalgte, og der peges på et hav af årsager til problemet. Det er ikke let at identificere en enkelt årsag, men jeg tror, at ”professionaliseringen” af politikken er en af dem. Det gælder såvel lokalt, hvor de sammenlagte kommuner og regionerne af mange opleves fjerne og uvedkommende, som i landspolitikken, hvor regering og folketingspolitikere opruster med spindoktorer og rådgivere. Professionaliseringen har ikke alene fjernet det spontane og menneskelige fra kommunikationen mellem borgere og politikere, det har også givet medierne et slags monopol på formidlingen af politik.

En undersøgelse på netavisen Altinget.dk viste i juni i år, at befolkningens tillid til danske politikere er historisk lav. Ved forrige folketingsvalg i 2011 var tilliden 60 procent, og ved valget i juni i år var den ifølge Altingets måling faldet til 28 procent. Jeg ønsker ikke at pege fingre ad nogen, men glidebanen ser vi især over de seneste fire år. Allerede i 2014 kunne samme netavis, Altinget.dk, brette, at tilliden næsten var halveret siden 2001 og i år blev den så mere end halveret. Og i foråret i år, længe før valget, viste en Megafon-måling for TV2 og dagbladet Politiken, at kun hver femte dansker er tilfreds med os politikere.

Det vil jeg som Folketingets formand gerne medvirke til at lave om på. Christiansborg skal gøre sig fortjent til danskernes tillid. Der er også andre årsager end selve professionaliseringen.

Dels tror jeg, at brudte løfter er en del af det. Uanset, hvem der lover ét og gør noget andet i politik, så tror jeg, vælgernes hammer falder med et hårdt knald. Og det forstår jeg godt. Vi lærer jo vore børn og børnebørn, at de skal tale sandt og holde, hvad de lover. Den læring bærer vi videre. Og når vi som politikere så ikke lever op til det, bliver folk skuffede.

Hertil kommer, at når det med jævne mellemrum fremstilles, at politikere har vældig gode vilkår på f.eks. vederlag, pension, transport m.v., mens nogle af de samme politikere har mange meninger om, hvor lav en løn, andre kan leve for og med, så kan der opstå en forståelseskløft. F.eks. har vi jo på Christiansborg ændret pensionsalderen herhjemme nogle gange. Men politikere har stadig en lavere pensionsalder end danskernes i øvrigt.

Dét kan man have forskellige synspunkter om, og det har vi inde på Borgen. Men det er i mine øjne ubestrideligt, at den forskel kan bidrage til politikerlede og sådan en tanke hos borgerne om, at politikere begunstiger sig selv og lader vælgerne holde for. Jeg skal som Folketingets formand favne, at man har forskellige synspunkter på både vederlag, pensionsforhold m.v. for folketingsmedlemmer. Men det er uanset det forhold i hvert fald noget, jeg vil bede Folketinget tænke godt over i arbejdet med at mindske afstanden mellem borgere og politikere.

Som politikere kan vi alle have en tilbøjelighed til at fremstille vore politiske ideer sådan, at hvis bare, vi bliver valgt, så kan både det ene og det andet løses, om ikke i morgen eller i et snuptag, så dog indenfor en overskuelig tid. Det kan skabe en forventning hos borgerne, som vi ikke kan indfri. Og vi har måske ikke lovet nogen noget, men derfor oplever man jo, at mange har forventninger alligevel. Her kan vi nok alle blive bedre.

Og endelig er der debatformen. Jeg har været i Folketinget i nu over 31 år. Vi er ikke blevet bedre til at debattere. Måske endda tværtimod.

Det tidligere formandskab for Folketinget iværksatte med gode hensigter en spørgetime med statsministeren, hvor partilederne kunne stille spørgsmål. Men den kom i mine øjne aldrig til at fungere, og de der så den i TV må til tider have undret sig over, hvem der i grunden spurgte og hvem, der svarede, for det var til tider meget uklart.

Det var meningen, at formen skulle være lidt løssluppen, lidt som i det britiske underhus. Men det kom vi heller ikke til – selv om der da var øjeblikke, hvor vi alle lo, og hvor ordene løftede sig op over drilleri og spydigheder til noget, der virkelig havde betydning.

Det har jeg allerede sat mig for at ændre på sammen med resten af Præsidiet, Folketingets partier og statsministeren. Noget af det samme gælder de store debatter herinde – de principielle forespørgsler, afslutnings- og åbningsdebatterne. Der ser jeg gerne, at de løfter sig til netop principper og dueller på værdier og holdninger, ikke kun spydigheder og markeringer af egne fortræffeligheder og, måske især, andres eventuelle fejl og mangler.

Der er flere elementer i det, men disse er i hvert fald nogle af dem, og det er noget jeg, sammen med hele Folketinget, kan dreje i en bedre og mere rigtig retning. Lykkes det, så tror jeg, vi kan mindske noget af afstanden mellem borgere og politikere og også dermed dæmpe politikerleden.

Pia Kjærsgaard

  • Hun er i dag værdiordfører i Dansk Folkeparti
  • Mangeårigt medlem af Folketinget – først af Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti, som hun sammen med Kristian Thulesen-Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner stiftede i 1995
  • Dansk Folkeparti var regeringens parlamentariske støtte under Fogh-regeringen
  • Pia Kjærsgaard overlod i 2012 formandsposten til Kristian Thulesen-Dahl. 

Det har Pia Kjærsgaard sagt

”Krigen mod terror er ikke en kamp mellem civilisationer. Der findes kun én civilisation og det er den vestlige”.
Sagt fra Folketingets talerstol efter terrorangrebet 11. september 2011.

”Efter min mening er der ikke længere brug for Det Konservative Folkeparti”.
”I bedste fald er regeringen værdiløs. I værste fald fører den bevidst en landsskadelig og fællesskabsnedbrydende politik”.
”Det må alligevel være trælst for den første kvindelige statsminister i Danmark, at hun indskriver sig i historien som den mest uduelige”.
Fra selvbiografien ”Fordi jeg blev nødt til det”.

”Dansk Folkeparti er blevet et midterparti”.
Sagt på landsmødet i 2004.