Nyheder

De oversete flygtninge: - Vi lever fra dag til dag

De er glemt af alle. Nødhjælp får de ikke. Og den libanesiske regering gør heller ikke noget. Regeringen frygter nemlig, at hvis de etablerer organiserede og velordnede lejre, så vil de syriske flygtninge slå sig ned permanent, som de mange tusinde palæstinensere har gjort det i Libanon.

Den eneste måde de syriske flygtninge kan overleve på, er, hvis de omkringliggende gårde hyrer mændene som daglejere. 8 timers hårdt arbejde i markerne giver mellem 4 og 10 dollar. Sådan er livet for størstedelen af de 1.6 millioner syriske flygtninge i Libanon.

Vi er i lejr 012 i Terbol i Libanon. 10 km. herfra, lige ovre på den anden side af bjergene, ligger Syrien.

Her bor 370 syrere, 200 af dem er børn. Herunder kan du læse om nogle af dem, TV 2 har talt med.

Amal Khodier: Jeg har 6 børn - vi har ingenting

- Jeg er så ked ad det. Det gør ondt helt ind i hjertet, når jeg tænker på mine børn, siger Amal Khodier.

- Jeg er mor til 6 børn og det er min pligt, at kunne forsørge dem. Men vi har ingenting. Der er ingen som hjælper os. Min mand kan, hvis vi heldige, tjene omkring 100 kr. om måneden.

Hun flygtede fra Homs i Syrien for tre år siden, da krigen kom faretruende tæt på.

- Bomberne faldt lige uden for vores hus. Vi var bange og besluttede med det samme, at det ikke var sikkert for os. Jeg glemmer det aldrig. Børnene græd hele vejen til Libanon. Vi nåede ikke at pakke noget som helst, fortæller Amal Khodier.

Hver gang hun tænker på hvad morgendagen bringer, bliver hun deprimeret.

Hendes største drøm er, at komme væk fra lejren. Hun vil helst til Europa, men det er umuligt. Familien har ingen penge til at rejse for. De kan heller ikke tage tilbage til Syrien, hvis der engang kommer fred i landet.

- Vi har fået at vide, at vores hus er bombet. Der er ingenting tilbage. Kun en ruin. Det eneste jeg ønsker er, at mine børn kan få en god og sikker fremtid. Og det er ikke her, slutter Amal Khodier.

Yahir Elobeid: Vi lever fra dag til dag

Yahir Elobeid byder os indenfor i teltet. Vi sætter os ned på madrassen. Yahir har svært ved at finde en behagelig stilling at sidde i.

- Den er gal med ryggen, siger han og slår ud med armene.

- Jeg har en diskusprolaps.

Med 8 børn i familien er det noget skidt. Han kan nemlig ikke arbejde i markerne, som lejrens øvrige mænd. Det betyder, at de nogle gange går sultne i seng. Heldigvis for familien er de tre ældste børn, Suleiman på 18 år, Baraa på 17 og 16-årige Mohammed nogle heldige og bliver ansat på dagsbasis af en af de lokale landmænd, hvor de plukker iceberg-salat. De får 4 dollar for 8 timers arbejde.

- Vi lever fra dag til dag. Nogle gange har vi råd til mad, andre dage må min kone og jeg lade være med at spise. Så er det kun børnene der får noget, fortæller han.

Ali Aijerli: Alle mine børn er født i lejren

Da Ali Aijerli og hans gravide kone kom til Libanon var de enige om, at det ikke skulle være permanent. Men der er nu gået tre år og de er stadig ikke kommet videre fra den teltlejr, som en nødhjælpsorganisation byggede til de 370 flygtninge fra Syrien. I mellemtiden har de fået to børn. Og snart kommer nummer tre.

- Alle mine børn er født her i lejren. De kender ikke til andet end de primitive forhold vi over under. Min kone er gravid og jeg har en drøm om, at babyen som snart kommer ikke skal vokse op her, siger han.

Børnene i lejren går ikke i skole. For Ali og hans kone er det vigtigt, at deres to drenge og kommende barn får en uddannelse. Og det er umuligt i Libanon. De drømmer derfor om at tage til et land i Europa, hvor de håber på at kunne skabe elsikkerhed fremtid for deres børn. Men det koster penge at komme dertil. Selvom Ali arbejder 12 timer om dagen, hele ugen undtagen fredag, så er det ikke lykkes den lille familie at spare særlig meget op.

- Jeg tjener 200 dollar om måneden, men vi bruger stort set alle pengene på mad, medicin og andre fornødenheder. Som tingene ser ud lige nu vil det tage 100 år før jeg har penge nok til at købe en rejse ud af Libanon, siger Ali.