15-årig fængslet og udvist for bombetrussel i Københavns Lufthavn

En 15-årig norsk dreng er blevet idømt 30 dages ubetinget fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år for bombetrussel i Københavns Lufthavn i Kastrup.
Drengen skulle den 12. august være rejst hjem til Norge efter at have været på ferie i Danmark, men så langt kom han aldrig. Da han kom hen til check-in-skranken, rakte han sin taske, hvorfra der kom "bip-lyde", til en lufthavnsmedarbejder og sagde på engelsk:
- I am sorry, I have to do this to you (jeg er ked af, at jeg bliver nødt til at gøre dette ved dig, red).
Den 15-årige med mellemøstligt udseende stak efterfølgende af fra stedet.
Ville lave Youtube-video
Der var ingen bombe i tasken, men den kvindelige lufthavnsmedarbejder tog ingen chancer og udløste en alarm. Kort efter blev drengen anholdt.
Da han dagen efter blev fremstillet i dommervagten forklarede han, at der blot var tale om drengestreger. En kammerat havde filmet hele episoden med henblik på at lave en såkaldt "prank-video", der skulle lægges på Youtube i håbet om at kunne tjene nogle penge på den.
De danske myndigheder fandt dog langt fra drengestregerne morsomme, og onsdag er han derfor blevet idømt fængselsstraffen for at indgive en bombetrussel mod lufthavnen.