Nyheder

Ikea tilbagekalder lampe: Et-årig dreng fik kraftigt stød

 Ikea

Efter en dreng på 19 måneder har fået stød af en vågelampe af mærket Patrull fra Ikea, tilbagekalder Ikea nu alle de pågældende vågelamper og opfordrer personer, der har vågelampen, til ”straks at stoppe med at bruge den.”

Det oplyser Ikea i en pressemeddelelse.

Drengen legede ifølge Ikea med vågelampen, og da han forsøgte at tage den ud af stikket, faldt toppen af, hvorefter drengen fik elektrisk stød og synlige sår på hånden.

- Vi er naturligvis kede af, at drengen er kommet til skade, da han legede med vågelampen, siger Mette Maria Starcke, der er kommunikationsansvarlig i Ikea.

Artiklen fortsætter under billedet:

Mere end 600 vågelamper er blevet testet

Hun fremhæver, at vågelempen er blevet testet i henhold til gældende lovgivning.

- Der kan desværre ske ulykker. For at undgå flere hændelser, tilbagekalder vi derfor produktet.

Ikea har samtidig fjernet alle de pågældende vågelamper fra hylderne, ligesom mere end 600 af den pågældende vågelampe er blevet undersøgt.

- Undersøgelsen viste, at det ikke var muligt at løsrive toppen, oplyser Ikea.

Ikea opfordrer kunder med en Patrull vågelampe om at returnere den til varehuset, hvor man vil få pengene igen.

Patrull vågelamper er solgt i Europa og Nordamerika siden 2013.