Nyheder

LISTE: Her er fem af de største eksplosioner i historien

Sent onsdag aften lokal tid ramte to voldsomme eksplosioner den kinesiske havneby Tianjin. Eksplosionerne fandt sted ved et lager, der opbevarer ”farligt materiale”.

Byen med et indbyggertal på cirka 15 millioner blev rystet af de to eksplosioner, som på nuværende tidspunkt har kostet 44 mennesker livet og mere end 520 personer meldes såret. Eksplosionerne havde en styrke på, hvad der svarer til henholdsvis tre og 21 ton TNT. Bygninger og biler i en omkreds af to kilometer blev beskadiget af eksplosionerne.

Eksplosioner af samme kaliber som dem i Tianjin sker sjældent. Dog er der flere eksempler på ulykker, der har ført til voldsomme eksplosioner gennem tiden. Herunder en liste over nogle af de største:

  1. Hindenburg-katastrofen, den 6. maj 1937

    I 1930’erne satsede man stort på de enorme zeppelinere, der skulle fungere som fremtidens transportmidler. Den 6. maj, 1937 gik det dog grueligt galt, da det enorme tyske luftskib Hindenburg brød i brand under landingen ved Lakehurst i nærheden af New Jersey, USA. Da der gik ild i zeppelineren, som var fyldt med brint, spredte branden sig med lynets hast. Ombord på luftskibet var 97 passagerer, hvoraf 35 blev opslugt af flammerne og mistede livet.  

  2. Hertfordshire oliedepot, den 11. december 2005

    En tidlig søndag morgen nord for London oplevede et af de største brændstofdepoter i Storbritannien en række eksplosioner. En sky af benzindampe eksploderede pludseligt. Det førte til flere eksplosioner, som udviklede sig til en brand, der tog fire dage at bekæmpe. Eksplosionerne kunne høres så langt væk som til Frankrig, og de omkringliggende virksomheder i industriområdet blev totalskadet. Der var 43 registrerede sårede. På mirakuløs var der ingen, der mistede livet i ulykken.

  3. Deepwater Horizon, den 20. april 2010

    En olieplatform i den mexicanske golf ved navn Deepwater Horizon forliste efter en voldsom ulykke i april 2010. Et pludseligt gasudslip i 1500 meters dybde resulterede i en stråle af vand, metangas og mudder, som skød 73 meter op i luften. Materialet transformerede sig hurtigt til en brandfarlig substans, som antændte og skabte en række eksplosioner og et inferno af ild på olieplatformen. 11 personer af de 126 personer ombord på olieplatformen mistede livet. Da platformen forliste og sank til bunds, rev olierørene sig fri, hvilket førte til et enormt olieudslip mexicanske golf.

  4. Eksplosionen i Seest, den 3 november 2004

    Da en medarbejder på en fyrværkerifabrik i Seest tabte en kasse med raketter, udbrød en stor brand i fabrikken. Kort herefter eksploderede en 40 fods container, der var i færd med at blive læsset. Eksplosionen slog en brandmand ihjel på stedet. Der gik ikke længe før endnu en container samt lagerbygningerne på stedet eksploderede. Foruden den dræbte brandmand kom syv redningsfolk til skade. 17 beboere i det omkringliggende kvarter kom lettere til skade. Under ulykken blev 2000 mennesker evakueret, og 75 huse måtte rives ned. 

  5. Ulykken ved Cape Canaveral, den 12. december 1959

    Cape Canaveral et amerikansk rumcenter. Det enorme områder huser det kendte Kennedy Space Center. Området er siden 1950 blevet brugt som launchsite til rumraketter. I 1959 gik det galt, da en ubemandet raket ved navn Titan 1 C-3 eksploderede under opsendelsen. En lækage i benzintanken med omkring 100 tons brændstof resulterede i en gigantisk eksplosion. Ingen mennesker kom til skaden under ulykken.  

Det ved vi om eksplosionerne i Tianjin:

  • Ulykken skete i byen Tianjjin i det østlige Kina. 150 kilometer fra Beijing.
  • Tianjin har cirka 15 millioner indbyggere.
  • Flere end 700 meldes såret.
  • 112 personer meldes dræbt indtil videre.
  • 1.000 brandmænd er indsat til slukningsarbejdet.
  • Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua skete eksplosionerne på et lager med 'farligt gods'. Der meldes om to store eksplosioner.
  • Eksplosionerne havde en styrke på, hvad der svarer til tre ton TNT og 21 ton TNT.
  • Eksplosionerne skete omkring klokken 23.30 lokal tid (17.30 dansk tid) onsdag den 12. august.