Kovending fra Holst: Vil ikke længere modtage eftervederlag

Forsvarsminister og tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) oplyser her til aften til TV 2, at han har bedt om at få stoppet alle fremtidige udbetalinger af sit eftervederlag.

Det sker, efter at han har fået kritik for at gøre krav på 833.040 kroner, som han har modtaget i eftervederlag fra jobbet som formand for Region Syddanmark.

Et job, som Carl Holst selv sagde op for at få jobbet som forsvarsminister, der giver omkring 1,1 million i løn.

Carl Holst har modtaget knap 486.000 af eftervederlaget på nuværende tidspunkt.

Carl Holst har hidtil fastholdt, at reglerne giver ham ret til eftervederlaget, uanset at han har fået et nyt job. Og at han ville beholde pengene.

Her til aften siger Carl Holst til TV 2:

- Jeg synes, at den her sag skygger for mit virke som forsvarsminister. Jeg arbejder med mange alvorlige sager - vi sender soldater i krig og død og ødelæggelse. Det er alt for alvorligt til, at det skal overskygges af pengesager i forhold til min løn.

Det er altså fremtidige vederlag - cirka halvdelen af de 830.000 kr. - som du vil give afkald på?

- Det er korrekt. Jeg meddelte i går, at jeg gerne vil have stoppet alle fremtidige udbetalinger af det restvederlag jeg har. Med håb om at vi får fokus på de forsvarspolitiske emner, lyder det nu fra Carl Holst.

Hvorfor ikke tilbagebetale hele beløbet og sige nej til det beløb, du allerede har fået udbetalt? Diskussionen kommer vel til at fortsætte nu, gør den ikke?

- Jeg ved ikke, om diskussionen kommer til at fortsætte. jeg ved bare, hvad jeg meddeler nu: At fremtidige udbetalinger af det vederlag, som nu falder samtidig med at jeg får et honorar som minister, det skal stoppe.

Holst til TV 2 mandag: Jeg står fast
Så sent som mandag sagde Carl Holst til TV 2:

- Jeg har valgt at følge reglerne og modtage et eftervederlag, der sammen med det faste månedlige vederlag udgør den samlede lønpakke for de 15 år jeg har været amtsborgmester og regionsrådsformand, lød det mandag fra Carl Holst.

Holst har mødt kritik fra flere sider, fordi han som minister får en årsløn på over en million kroner. Blandt andet fra hans tidligere kolleger i regionen. Også flere kolleger fra de andre partier har været ude med riven efter Carl Holst, fordi de mener, at han skal betale eftervederlaget tilbage.

- Jeg er ikke enig. Jeg tror ikke, der skal startes en politisk kamp om, hvem der kan frasige sig mest muligt løn. Jeg vil heller ikke frasige mig noget af min ministerløn. Der er en vederlags-kommission, der er ved at se på lønningerne til regionsrådsformænd, borgmestre, folketingsmedlemmer og ministre. Det afventer jeg resultatet af, men jeg følger de regler, der er - og den ramme der er, for det jeg er berettiget til, sagde Carl Holst mandag til TV 2.

Her afviste han samtidig, at han ville give sig og betale pengene tilbage:

- Jeg står fast, og jeg tror faktisk, at Danmark har fortjent politikere, der står fast. Navnlig når de agerer inden for rammerne og reglerne, slog Carl Holst fast.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er blandt kritikerne af Holsts eftervederlag.

- Tanken med eftervederlaget er, at man har en periode, hvor man kan finde et nyt job. Det kan være nødvendigt, når man ikke længere er politiker.

- Men når man går direkte fra et job som regionsformand til at være forsvarsminister, så har man ikke behov for en periode, hvor man går og reflekterer over, hvad man skal. Så har man fået et nyt, godt job, og så er idéen med eftervederlaget ikke opfyldt, siger Thulesen Dahl til Ritzau.

Enhedslisten: Svigtende politisk dømmekraft
Også Enhedslisten har markeret sig med kritik af Carl Holst:

Partiets regionsrådsmedlem Vibeke Syppli Enrum, mener, at Holsts oprindelige beslutning om at få vederlaget er et tegn på svigtende politisk dømmekraft.

- Carl Holst skulle forestille at komme med noget ny energi i landspolitik, men han når knapt lige at lande inden han har fingrene i kagekassen.  Jeg tror slet ikke han er klar over, hvad sådan noget her betyder for almindelige mennesker. Selv om det er legalt, så er det brænde på bålet til politikerleden, siger hun til TV 2.