Nyheder

Født farveblind: Nu sanser han farver med antenne på hovedet

Han er født farveblind, men med en antenne ovenpå hovedet og en chip i baghovedet, kan han sanse farver.

Når antennen sidder på den spanskfødte medejer af Cyborg Foundation, Neil Harbissons, hoved, indfanger den lysfrekvenser, der er foran ham. Herefter skaber chippen i hans hoved forskellige vibrationer afhængig af lysfrekvensen, så han kan sanse forskellige farver.

Det er 12 år siden, at Neil Harbisson fik sin første antenne og chip, som samlet kaldes for en "eyeborg." Hans eyeborg første kunne indfange 16 forskellige farver. I dag er den udviklet til, at han kan sanse hele det synlige farvespektrum samt farver, som også er usynlige for folk, der ikke er farveblinde. Det gælder for eksempel ultraviolet og infrarød.

I klippet herunder kan du høre, hvordan lydene lyder, når Neil Harbisson hører lilla og blå farvenuancer.

Antennen og chippen gør i dag 31-årige Neil Harbisson til en cyborg, som er et menneske, der består af elektronik.  Neil Harbisson mener, at vi i fremtiden vil se flere opfindelser, der forener teknologi og krop på samme måde, som han allerede gør. 

- Det er et tydeligt tegn på forbindelsen mellem teknologi og sind. Næste stadie er, at teknologi og krop forenes. Vi er langsomt på vej derhen, siger Neil Harbisson til TV 2.

Han mener, at mange af os allerede taler om teknologi, som om vi selv er den. Det sker for eksempel, når vi snakker om, at vores mobil er ved at løbe tør for strøm. I stedet for at sige, at mobilen snart mangler strøm, mener Neil Harbisson, at mange af os siger "jeg er ved at løbe tør for strøm."

- Vi er i en overgangsfase, hvor mennesket bliver biologiske cyborgs. Så mange af os er cyborgs pykologisk set, siger han.

LIge nu er Neil Harbisson i Danmark for at deltage i årets Trailerpark Festival i København.

Som barn kunne Neil Harbisson ikke sanse farver. Han er født til kun at se grålige farvetoner som på billedet, der ses af ham her som ung. I dag kan Neil Harbisson stadig kun se grålige farvetoner - til gengæld kan han sanse farver gennem lyde.

Øverst oppe kan du høre Neil Harbisson fortælle mere om sin opfindelse.