Nyheder

Her venter 5000 flygtninge på at krydse Den Engelske Kanal

Op mod 5000 flygtninge kalder lige nu en smadret teltlejr på den franske nordkyst for hjem.

Mange hundreder af dem forsøger nærmest dagligt at springe ombord på en lastbil eller et tog i et desperat og livsfarligt forsøg på at krydse Den Engelske Kanal i håbet om et bedre liv i Storbritannien.

Både briterne og franskmændene kalder situationen for kritisk og uacceptabel, men der ophører enigheden også.

Ingen steder at sende dem hen

Briterne kaster for øjeblikket millioner af pund efter at få sikret overgangen med et hegn, så man kan stoppe den konstante og endda stigende strøm af flygtninge. Franskmændene har omvendt været modstandere af at holde på migranterne, og skulle have en sønderlemmende kritik fra FN, før der blev installeret et minimum af toiletter og rindende vand i lejren. 

Briterne har desuden i flere tilfælde harceleret over, at de franske myndigheder lader tilbageholdte migranter slippe fri, så de kan forsøge endnu et forsøg over kanalen. Det skriver The Telegraph.

I går blev den britiske indenrigsminister, Theresa May, enig med sin franske kollega, Bernard Cazeneuve, om ny lovgivning for at sende de mange flygtninge tilbage til deres hjemland. Men det kan vise sig at blive særdeles vanskeligt, da mange af migranterne kommer fra krigshærgede lande, fortæller TV 2's Petter Ettrup, der har tilbragt den seneste uge i flygtningelejren.

- Der er en hel del syrere og mange fra Eritrea og Darfur-regionen. Mange af dem vil typisk kunne få asyl på grund af de frygtelige forhold i deres hjemland, siger han.

Hård retorik mellem landene

Spørgsmålet om, hvorfor de alligevel vil til Storbritannien i stedet for at blive i Frankrig, har tidligere skabt splid mellem franskmændene og briterne. Tilbage i juni sagde det franske parlamentsmedlem og tidligere beskæftigelsesminister Xavier Bertrand nemlig, at det skyldes briternes 'sorte jobmarked'.

- Der er et problem med englænderne, som tillader folk at arbejde i Storbritannien uden identitetspapirer. England har et billigt arbejdsmarked, fordi illegale indvandrere bliver betalt så meget mindre, sagde han ifølge The Daily Mirror.

Det fik dengang Labour-veteranen Ian Austin til at erklære flygtningekrisen for et fransk problem.

- Det er vanvittigt, at franskmændene bebrejder os for problemerne i Calais, når det er et fransk problem. Det er almindelig sund fornuft, at immigranter i Calais skal behandles i Frankrig, sagde han.

Prøver at finde en løsning

Siden dengang er situationen kun blevet mere kritisk. Ni migranter er over de sidste to måneder døde i forsøget på at krydse kanalen, og Eurotunnelens tal viser, at hele 37.000 migranter har forsøgt at krydse over til Storbritannien i år. Den britiske premierminister David Cameron har i dag anlagt en forsonlig tone i forsøget på at arbejde sammen med franskmændene.

- Det giver ingen mening at pege bebrejdende fingre. Nu handler det om at arbejde sammen med franskmændene og få installeret den sikkerhed, der skal til. Storbritannien vil altid gå forrest med det, siger han ifølge BBC.

Men ifølge Petter Ettrup er migranterne så opsatte på at komme til Storbritannien - dels fordi der er bedre jobmuligheder og dels fordi de kan sproget - at den store strøm næppe vil kunne stoppes uden videre.

- Det lykkes for tilstrækkeligt mange, så de vil blive ved med at prøve. Alle vi talte med kendte nogen, det var lykkedes for. Det ville måske være mere oplagt for dem at tage nordpå eller til Belgien, men de vil til Storbritannien, fastslår han.