Michelin-stjerner, myrer og Roskilde-syge: Noma i mediernes søgelys

16x9

Med nyheden om at den danske restaurant Noma lukker i 10 uger fra januar 2016 for at åbne en midlertidig restaurant i Sydney, er det verdensberømte sp

Med nyheden om at den danske restaurant Noma lukker i 10 uger fra januar 2016 for at åbne en midlertidig restaurant i Sydney, er det verdensberømte spisested endnu engang endt i medierne.

Noma, der blev startet af tv-kokken Claus Meyer og kokken René Redzepi, slog dørene op i 2003, og det blev begyndelsen på en af Danmarks største restaurant-successer – ikke mindst målt på omtale.

Herunder får du en liste over de mest markante årsager til den store mediebevågenhed, restauranten på Christianshavn har været genstand for siden åbningen.

1. Verdens bedste restaurant
Hvert år kårer det britiske magasin ”Restaurant” verdens bedste restauranter på deres liste ”The World’s 50 Best Restaurants”, og allerede i 2007 sneg Noma sig ind som listens nummer 15. To år senere blev restauranten nummer tre og i 2010 blev Noma endelig tilkendt titlen som verdens bedste restaurant. Titlen blev genvundet både i 2011, 2012 og 2014. I 2015 måtte René Redzepi og co. nøjes med en tredjeplads.

2. Michelin-stjerner
I 2007 modtog Noma to stjerner fra den berømte og berygtede Michelinguide fra Frankrig, der hvert år uddeler op til tre stjerner til verdens bedste restauranter. Siden har restauranten som en af de få i Danmark hvert år modtaget to stjerner, men har aldrig opnået den tredje, der gives til steder, der er Ekstraordinær køkkenkunst, værd at rejse efter”.

3. Myrer og andre levende dyr på menuen
Noma har først og fremmest berømmet sig for sin eksperimenterende og nytænkende tilgang til nordisk mad, og gang på gang har restaurantens kokke overrasket gæster og anmeldere med mærkelige menuer. Eksempelvis kunne man i en periode spise levende myrer serveret på creme fraiche, ligesom der er også er blevet serveret retter med sprællevende rejer på tallerkenen.

4. En hård arbejdsgiver
Det er ikke kun positiv omtale, Noma igennem tiden har opnået, for spisestedet er også blevet kendt som en arbejdsplads med en stram disciplin.

"Hold din mund og overhold aftalerne, eller vi skriver dit navn på en sort liste, som vi deler med restauranter i hele verden", lød det i et brev til nye frivillige kokke, der kommer fra alverdens lande for at arbejde gratis på Noma.

5. Opvasker-stunt
Første gang Noma blev hyldet som verdens bedste restaurant i 2010, viste medarbejderstaben, at de var en stærk holdånd. Således havde hele holdet fået lavet en t-shirt med et portræt af Nomas mangeårige ghanesiske opvasker, Ali, der ikke kunne få britisk visum og dermed gik glip af hædringen.

6. Pop-up-restaurant i Japan
Ligesom Noma nu altså skal til Sydney, rykkede hele holdet i 2014 til den japanske hovedstad Tokyo for at prøve kræfter med lokale japanske råvarer. Restaurantens medarbejdere var afsted i to måneder, hvorefter de igen rykkede ind i de kendte rammer i København.

7. Gæster med roskildesyge
I 2013 blev Noma centrum for en lidt mindre flatterende nyhed, da Fødevarestyrelsen i en rapport offentliggjorde, at 63 gæster var blevet ramt af roskildesyge efter en middag på restauranten. Noma blev af Fødevarestyrelsen kritiseret for at indberette om de sygdomsramte gæster alt for sent.