Disse hajer kan du møde i danske farvande

Et drama af en anden verden udspillede sig forleden på live-tv i forbindelse med en surfkonkurrence i Sydafrika. Surferen Mick Fanning lå på sit surfboard i bølgerne, da der pludselig dukkede en Hvid Haj op og skubbede ham ned i vandet. Efter kort tids kamp med den store haj, lykkedes det Mick Fanning at redde sig i sikkerhed - uden de store knubs.

Her i Danmark skal vi dog ikke frygte angreb fra den frygtede Hvide Haj. Men vi har faktisk omkring 16 hajarter i de danske farvande.

Blandt de mest almindelige hajer i Danmark er pighajen, som almindeligvis jager sild, torsk og dyr på havbunden. Pighajen udskiller en nervegift i sine pigge, som ikke er farlig for mennesker. Det kan dog være meget smertefuldt at blive stukket af sådan en. Pighajerne lever i stimer, og det sker fra tid til anden, at de danske fiskere får dem i nettet.

En anden haj, som lever i de danske farvande er sildehajen, som faktisk er i familie med den store hvide haj. Men sildehajens tænder er mindre og velegnede til at tygge i mindre fisk. Sildehajen kan blive omkring 3 - 3,5 meter lang.

En sjælden sommergæst i Danmark er verdens andenstørste haj - Brugden.

Brugden kan blive 10 - 12 meter lang og kommer nogle gange forbi Danmark fra Irland og Skotland. Og ligesom verdens største haj - hvalhajen er den overhovedet ikke farlig for mennesker.

En af de 16 hajer, som figurerer på listen over hajer i danske farvande er hammerhajen, som rent faktisk kan være farlig for mennesker. Den er dog meget sjælden i de danske farvande. Sidste gang man så en hammerhaj i Danmark var i 1937. Dengang strandede en hammerhaj, som ellers normalt færdes i troperne, ved Sjællands Odde.

Derfor er frygten for hajangreb i Danmark så godt som ikke-eksisterende. Det fortæller Michael Lindberg, der er kasserer i Dansk Surf & Rafting Forbund. Han er selv en erfaren surfer.

- Hajangreb er ikke noget, vi frygter eller kalkulerer med, når vi surfer i danske farvande. Det er så sjældent, at vi møder hajer, og de hajer, vi har i Danmark, er ikke farlige for mennesker. Det er selvfølgelig en anden sag, når vi tager til eksempelvis USA eller Australien og surfer. Her ved man, at der er en risiko for at støde på farlige hajer, men trangen til at prøve kræfter med de store bølger gør, at man ignorerer frygten og risikoen, siger Michael Lindberg til TV 2.

Hajer i de danske farvande

- Pighajer - Blåhaj - Brugde - Gråhaj - Glathaj - Stjernehaj - Småplettet rødhaj - Storplettet rødhaj - Ringhaj - Sorthaj - Grønlandshaj - Rævehaj - Seksgællet haj - Trekanthaj - Havengel - Sildehaj - (Hammerhaj)

Kilde: Den Blå Planet