Nyheder

TV 2’s læsere efter skilte-ballade: Stop dog al den brok!

TV 2's læsere udtrykker massiv opbakning til Knuthenborg Park & Safari efter skilteballade. Ukendt

Den populære familiepark Knuthenborg Park & Safari havnede tirsdag i en mindre "shitstorm", efter en af deres gæster lagde et billede på parkens Facebook-væg. Hun undrede sig over et skilt i parken med ordlyden: ”Vis hensyn! Børn leger og bader IKKE uden tøj”.

Kvinden ønskede at få svar på, hvem børnene skal tage hensyn til ved at tage badetøj på.

Knuthenborg Park & Safari svarede selv på Facebook, at ”Skiltet er sat op af hygiejnemæssige årsager. Selvom vandlegepladsen ikke er en pool, ser vi gerne at vores vandlegeplads forbliver så bakteriefri som mulig”.

Det fik imidlertid ikke kritikken til at forstumme, og flere for i det elektroniske blækhus på de sociale medier og udtrykte for eksempel undren over, at pigen på skiltet har bikinitop på.

Vil lave skiltet om

Efter et par tumultariske dage med megen ståhej vil parken nu justere skiltet til næste år.

- Det har aldrig nogensinde været vores hensigt at støde nogen med skiltet. Det bliver justeret til næste år, siger Parkens ejer og direktør, Christoffer Knuth til TV 2 og fortsætter:

- Det er sat op af den simple årsag, at det skal beskytte børnene, så der ikke bliver taget billeder af dem, hvor de er nøgne. Samtidig forhindrer badetøjet jo også, at større eller mindre uheld dumper ned i vandet, hvis et barn bliver trængende, siger han til TV 2.

Massiv støtte til Knuthenborg på Facebook

Står det til TV 2’s læsere skal Knuthenborg dog ikke ændre på noget som helst. Siden i går har over 1200 mennesker udtrykt massiv opbakning til Knuthenborg, lige som de er forundrede og irriterede over, at ”folk ikke har vigtigere ting at gå op i.”

For eksempel skriver Anette Andersen på TV 2’s Facebookside:

- Kære Knuthenborg Safaripark OG skiltemaler. Hvor er det bare et fint fint skilt I har lavet her!!! Ikke blot teksten, men også de fine børn på det!! Det er yderst uskyldigt!!! VH Mor til 3. PS til folket der finder dette skilt stødende -> Søg hjølp omgående!

Hun bakkes op af Jens Leron Løndahl, som lidt sarkastisk skriver:

- Det næste skilt burde sige: ”Er du virkelig utilfreds med dette skilt, bør du stige ud af bilen ved tigerne.”

Rikke-Marie Martinez er ved at være godt træt af forældres overdrevne hysteri. Hun skriver således:

- Det har simpelthen taget overhånd med hysteriske curlingforældre. Er det ikke dyrekort, så er det Frost-koncert eller nu et SKILT!! Helt ærligt, stop dog med alt det brok , og accepter, at ikke hele verden er indrettet efter at behage jer og jeres børn, I er ikke verdens navle.

Jeannie Wachner Nielsen kalder hele optrinnet for absurd:

- Det er jo absurd, at nogen overhovedet bruger tid på at koncentrere sig om ordlyden på et skilt, som grundlæggende bare fortæller, at børn skal have badetøj på. Stop dog! Og hyg jer i Knuthenborg med jeres unger og spis jeres madpakker - og så lad da være med at bruge hele køreturen hjem på at fortolke på skilte og formuleringer - og nogle endog også, om det kan virke stødende, om en tegnet pige har bikini på! Stop nu, vi har større problemer i det her land!