Tirsdag bliver benzinen meget billigere

Tirsdag 14. juli falder benzinprisen med 28 øre og dieselprisen med 17 øre. Det skriver FDM.
Det er det største fald på en enkelt dag siden februar 2013, hvor benzinen faldt med 45 øre. Tirsdagens fald betyder, at listeprisen på benzin falder fra 12,70 kroner til 12,42 kroner, og som hovedregel gælder det ifølge FDM, at den reelle pris er 90 øre lavere end det.
- De fleste bilister er vant til, at benzinprisen stiger og falder. Generelt kan man sige, at hvis benzinprisen falder med en krone, så betyder det en besparelse på omkring 100 kroner per måned for en gennemsnitsbilist, siger Allan Skytte Christensen, forbrugerøkonom hos FDM.
Billigst onsdag morgen
Hvis man vil finde benzinen allerbilligst, skal man være tidligt ude. Inden klokken 10 er benzinen normalt billigst.
Af samme grund kan det faktisk betale sig at vente til onsdag morgen. Det store fald tirsdag slår nemlig først igennem klokken 10, når listeprisen fastsættes, og derfor vil den falde i løbet af dagen frem til klokken 10 onsdag, hvor der sættes en ny pris.
Et andet råd fra Allan Skytte Christensen er at tanke i områder, hvor der ligger mange stationer. Så presser de nemlig hinanden til at sænke priserne.
Han forudser, at man onsdag morgen vil kunne tanke for under 11 kroner literen, og diesel til under ni kroner. Han tror desuden, at de faldende priser kan fortsætte.
- Når man kigger på oliepriserne kan man sige, at det måske ikke det sidste prisfald, vi ser i denne omgang. Der er i hvert fald grundlag for, at brændstofpriserne kan falde yderligere, siger Allan Skytte Christensen.