Nyheder

Sundhedsstyrelsen vil have HPV-vacciner undersøgt

Se dokumentaren "De vaccinerede piger" på TV 2 PLAY her

Sundhedsstyrelsen har bedt Det Europæiskelægemiddel agentur, EMA, om at revurdere hele risikoprofilen for HPV-vaccinens bivirkninger. Det er sket på baggrund af omkring 1300 indberetninger fra danske piger med blandt andet svimmelhed og uregelmæssig hjerterytme, der har haft bekymret mistanke om, at symptomerne kunne være bivirkninger fra HPV-vaccinen.

Det Europæiske Lægemiddelagentur har mandag meddelt i en pressemeddelese, at det vil efterkomme den danske sundhedsstyrelses ønske. 

Sundhedsminister: Fornuftigt at undersøge bivirkninger ved HPV-vacciner nærmere - Det er fornuftigt, at Sundhedsstyrelsen på vegne af Danmark har taget sagen op over for de europæiske lægemiddelmyndigheder, og at grundene til de mange danske indberetninger om formodede bivirkninger ved HPV-vacciner bliver undersøgt nærmere, siger sundhedsminister Sophie Løhde, efter at Sundhedsstyrelsen har anmodet EU-Kommissionen om at bede Det Europæiske Lægemiddelagenturs Bivirkningskomité om en supplerende europæisk undersøgelse af vaccinerne mod livmoderhalskræft.

Undersøgelsen gennemføres med særlig fokus på POTS og CRPS, som er to lidelser, der er indberettet som formodede bivirkninger.

TV 2 har sendt dokumentaren "De vaccinerede piger" i foråret 2015. I dokumentaren medvirkede flere unge piger, der oplevede symptomer, der kunne være bivirkninger ved HPV-vaccinerne. Du kan se eller gense dokumentaren ved at klikke på linket øverst i artiklen.

Politiske reaktioner

Efter TV 2s program fulgte en lang række politiske reaktioner fra politikere, der var frustrerede over, hvorfor det tog så lang tid for Danske Regioner at finde en løsning på at hjælpe de unge piger, der føler sig fortabt i sundhedssystemet. 

Der blev givet 200.000 kroner fra satspuljemidlerne til dels at oplyse bedre om bivirkninger, inden pigerne bliver vaccineret via piecer, dels at give de piger, der er ramt af mulige bivirkninger et bedre forløb i systemet. 

Formand i HPV Update glad Formand i HPV Update, Trine Larsen er glad for meldingen om, at HPV-vaccinen skal undersøges for bivirkninger i EMA.

- Det er glædeligt, at man tager hånd om problemerne nu. De danske myndigheder og læger har svigtet os. Vi har arbejdet siden november 2013. Der er rigtig mange piger, der er blevet syge af vaccinen i mellemtiden.

Trine Larsen er desuden mor til en pige, der har fået HPV-vaccine. Du kan se eller gense interviewet her.

Særligt sportspiger ramt af symptomer

Ifølge TV 2s dokumentar var det særligt sportsaktive piger på højt niveau, der har fået symptomer efter vaccinen. Lægerne på Synkopecenteret på Frederiksberg Hospital, har brugt et spørgskema til de piger, der kommer på deres afdeling. Her viste det sig, at 3 ud af 4 piger har været aktive på høje niveau, og halvdelen af dem på eliteniveau. 

Overlæge og forskningschef på Synkopecentret på Frederiksberg Hospital, Jesper Mehlsen, fortalte i den forbindelse.

- Mange af dem træner på meget højt niveau, og vi ved, at det at træne på højt niveau ændrer på ens forsvarsmekanismer og ens måde at reagere på vacciner Det kune godt være, at man i fremtiden lige skulle spørge pigerne: har du trænet meget i den senere tid? Så kunne det godt være, at man skulle lade være med at vaccinere på det tidspunkt, men vente til et tidspunkt, hvor de ikke træner å meget. Den anden mulighed er, at man kunne vælge at vaccinere pigerne, når de er yngre, hvor de ikke er i så høj en træningstilstand.  I Østrig, for ekesempel, vaccinerer man fra 9 års alderen. Det kunne godt være, at det var det, vi skulle. 

Om HPV-vaccinen

HPV-vaccinen har været en del af det danske vaccinationsprogram siden 2009. Den tilbydes i dag gratis til alle piger fra 12 års alderen. I Danmark bruges vaccinen af mærket Gardasil.

I dag er omkring en halv million danske piger og kvinder blevet vaccineret med Gardasil. 

Undersøgelsen fra EMA Prac forventes at være afsluttet i maj 2016.

Herunder kan du læse en række pigers historier efter de blev vaccineret med HPV-vaccinen.

De vaccinerede piger: Indsprøjtningerne gjorde os syge

TV 2 har været i kontakt med og mødtes med en lang række piger og kvinder, der mener, at de er blevet syge efter at have fået HPV-vaccinen Gardasil. Læs deres historier herunder.
Vi kan desværre ikke hente data på nuværende tidspunkt. Prøv igen senere.

TV 2 har kontaktet kvinderne på forskellige sociale medier i grupper, hvor de mødes og diskuterer deres symptomer. Andre har selv henvendt sig til os, da de hørte, at vi arbejdede med emnet.

De har alle udfyldt et spørgeskema, hvor de har beskrevet deres symptomer og tidspunkter for vaccination. Vi har bedt om fuld adgang til enkelte af kvindernes lægejournaler. Er de under 18 år har forældre givet lov til, at de kunne deltage.

Foto(s): Per Arnesen/TV 2 og privatfotos

Kritik af HPV-vaccinen

  • Sundhedsstyrelsen har, fra vaccinen blev indført i 2009 til andet kvartal 2015, modtaget 1586 indberetninger om formodede bivirkninger.
  • 543 af indberetningerne er kategoriseret som alvorlige.
  • Hvert år rammes omkring 400 danske kvinder af livmoderhalskræft. 
  • Omkring 100 mister livet på grund af sygdommen.