Nyheder

Flygtet mexicansk narkokonge hoverer på Twitter

- I denne verden kan man ikke vinde, hvis man ikke risikerer noget.

Det er blot et af de mange tweets, der er strømmet ud fra den mexicanske narkokonge Joaquin Guzmans konto på det seneste.

Han flygtede lørdag morgen fra et topsikret fængsel nær Mexico City og har siden brugt Twitter til både at hovere over sin flugt og true sine modstandere. Det skriver The Daily Mail.

Truede Donald Trump

Noget af det mere bizarre fra 'El Chapo's twitter-kavalkade var en række trusler mod den amerikanske rigmand og præsidentkandidat Donald Trump.

Årsagen er, at Trump har udtalt, at Guzman og hans evne til at flygte, viser alt det værste ved Mexico. Guzman svarede med, at Trump ville komme til at æde sine ord, og at det vil gå ham skidt, hvis han taler dårligt om Mexico.

De trusler har rigmanden taget særdeles alvorligt og har derfor alarmeret FBI, der nu er i gang med at undersøge, hvor tweetsene kommer fra.

Hånede præsident

Heller ikke den mexicanske præsident Enrique Peña Nieto klarede frisag. Guzman hånede ham ved at sige, at 'jeg i det mindste skaber jobs modsat dig, din kujonagtige politiker'.

Også reelle dødstrusler blev det til mod Guzmans modstandere i det mexicanske narkomiljø. Særligt manden ved navn 'El Chabelo', der er den fængslede leder af kartellet Zetas, som er rivaler til Guzmans Sinaloa-kartel.

- Den første til at dø bliver El Chabelo, fordi han ville se mig dø i fængsel, skrev Guzman.

Særdeles sofistikeret tunnel

Joaquin Guzman flygtede igennem en halvanden kilometer lang tunnel, som gik fra fængslets badeværelse ud til en bygning, der var under konstruktion udenfor fængslet.

Siden flugten er det blevet afsløret, at tunnellen var meget gennemarbejdet. Guzman kunne stå oprejst i den, der var installeret lys og luftsystem, ekstra ilttanke og sågar en motorcykel på skinner, så Guzman kunne komme væk så hurtigt som muligt.

Det var anden gang, det lykkedes Guzman at flygte fra et topsikret fængsel. Første gang blev han smuglet ud i en vasketøjskurv og var på fri fod i omkring 10 år, inden han sidste år blev arresteret.