Pas på: Her kan du dø af at tage en selfie

De russiske myndigheder er nu så bekymrede over unge mennesker der bliver dræbt eller lemlæster sig selv, når de tager selfies, at de har iværksat en

De russiske myndigheder er nu så bekymrede over unge mennesker der bliver dræbt eller lemlæster sig selv, når de tager selfies, at de har iværksat en landsdækkende kampagne for at komme problemet til livs.

Du kan se myndighedernes informationsfilm om kampagnen i toppen af denne artikel.

Den nye kampagne, som er udarbejdet af Ruslands indenrigsministerium, kører under mottoet "Selv en million likes på de sociale medier er ikke dit liv og din førlighed værd".

I forbindelse med kampagnen er der udkommet en folder, hvor det fremgår, at det for eksempel kan være livsfarligt at:

  • Tage en selfie på toppen af et hustag mens man hænger i en tv-antenne
     
  • Tage en selfie mens man hænger på et kørende tog
     
  • Tage en selfie mens man er klatret op i toppen af en højspændingsmast
Indenrigsministeriets kampagne er målrettet mod de unge.
Indenrigsministeriets kampagne er målrettet mod de unge. Foto: Ruslands Indenrigsministerium

Selv om det kan virke åbenlyst, at det er livsfarligt at tage selfies mens man poserer med ladte skydevåben, eller mens man står foran et tog, er der ifølge de russiske myndigheder et reelt behov for en kampagne.

De fleste eksempler fra folderen er nemlig taget fra virkelighedens verden, hvor russiske unge enten er kommet til skade eller har mistet livet. 

Russerne opfordres til at tage fredelige selfies og sende dem ind til myndighederne.
Russerne opfordres til at tage fredelige selfies og sende dem ind til myndighederne. Foto: Ruslands Indenrigsministerium

Under lanceringen af kampagnen oplyste Elena Alekseyeva, der er talskvinde for indenrigsministeren, at der ifølge politiets statistikker i løbet af den seneste tid har været 100 episoder, hvor unge er kommet til skade mens de fotograferede sig selv - 10 af dem havde dødelig udgang.

Så sent som i maj måned skød en 21-årig kvinde sig selv i hovedet med en pistol i Moskva, mens hun var ved at tage en selfie - og der har også været flere sager, hvor børn og unge er blevet slået ihjel, når de er kravlet op på togvogne for at tage selfies.

Samtidig har flere unge russere opnået stjernestatus på de sociale medier ved at klatre op på høje bygninger. Blandt andet Kirill Oreskin og Ivan Kutznetso der er blevet verdensberømt for deres livsfarlige selfies: