Nyheder

Sag mod Ryanair: Nu må LO gå i konflikt

Arbejdsretten har taget stilling til om den konflikt, som LO havde varslet mod Ryanair er lovlig.

LO har fået medhold i, at den varslede hoved- og sympatikonflikt er lovlig.

Det er fuldt ud lovligt, når flymekanikere, bagageportører, rengøringspersonale og andre ansatte i Københavns Lufthavn vil lave sympatikonflikt mod Ryaniar. Det har Arbejdsretten netop besluttet.

- Vi er meget glade for, at Arbejdsretten har fundet frem til, at vi har tilladelse til at gå i konfliktstrejke og sympatistrejke, siger Lizette Risgaard, næstformand i LO til TV 2. 

 Og det glæder Jan Villadsen, formand for 3F Transport:

 - Det er en rigtig vigtig dom for os, som jeg kun kan hilse velkommen. Det betyder, at den danske model kan fungere som værn mod social dumping, når store internationale selskaber ønsker at slå sig ned i Danmark og gøre forretning hen over hovedet på de ansatte, siger Jan Villadsen.

Konkret betyder det, at Ryanair nu har fem døgn til at tegne overenskomst med fagforeningen FPU, der organiserer kabinepersonalet i Københavns Lufthavn. Ellers er der stor sandsynlighed for, at Ryanairs fly ikke kan lette fra København fra omkring 17 dage, fordi de ikke kan få brændstof, bagage eller mad ombord.

LO ønskede, at Ryanair tegnede en dansk overenskomst for sit personale på selskabets baser i Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn. Det har det irske lavprisselskab pure afvist indtil nu. Derfor slæbte LO og det lille fagforbund Flyvebranchens Personale Union Ryanair i Arbejdsretten. 

Langt sagsforløb

Dommen er faldet efter et langt sagsforløb mellem Ryanair og Flyvebranchens Personale Union (FPU).

Tilbage i foråret blev der holdt indledende retsmøder den 26. februar og den 26. marts, hvor LO og Flyvebranchens Personale Union krævede, at Ryanairs ansatte fik danske lønninger, 

Efter et 9,5 time langt retsmøde den 15. juni faldt dommen i Arbejdsretten onsdag klokken 14.

Tre scenarier var i spil

Det første scenarie var at LO fik medhold i sagen og kunne fortsætte strejken.

Scenarie nummer to kunne være, at Arbejdsretten vurderede, at Ryanair ikke har tilstrækkelig tilknytning til Danmark til, at fagbevægelsen kan stille krav om en overenskomst. Ryanair flyver fra Billund og Kastrup, men de er kun to procent af tiden på dansk jord, og er derfor underlagt irske regler.

Tredje scenarie kunne være, at arbejdsretten besluttede, at sagen skulle gå videre til EU-domstolen. 

Røde flag foran arbejdsretten

Adskillige var mødt op med røde faner foran Arbejdsretten i København, da dommen blev afsagt.

Røde faner foran Arbejdsretten.

Tidslinje:

  1. 2015

    1. Ønsker dansk overenskomst

      Flybranchens Personale Union (FPU) og Serviceforbundet, der er en del af LO, ønsker en dansk overenskomst for de medarbejdere, der skal arbejde i Ryanairs nye base i København. Ryanair afviser

    2. Varsler konflikt

      FPU og Serviceforbundet varsler en konflikt over for Ryanair. Ryanair vil ikke anerkende, at varslingen er lovlig. Læs mere her.

    3. LO går i Arbejdsretten

      LO anmoder på vegne af FPU og Serviceforbundet om, at Arbejdsretten anerkender konflikten som værende lovlig

    4. Første varsel om sympatikonflikt

      HK Privat og en række LO-forbund, hvis medlemmer blandt andet står for billetkontrol og check-in af bagage i lufthavnen, udsender første varsel om en sympatikonflikt. Læs mere her.

    5. Sidste varsel om sympatikonflikt

      HK Privat og en række LO-forbund afsender andet og sidste varsel om en sympatikonflikt

    6. Ansatte forsinker første Ryanair-fly

      Første Ryanair-fly fra København forsinkes tre timer, fordi omkring 50 lufthavnsansatte står omkring flyet, der derfor ikke kan tanke brændstof og komme af sted. Ryanair indbringer efterfølgende flere fagforbund for Arbejdsretten. Læs mere her.

    7. Ryanair åbner base i København

      Ryanair åbner officielt base i København. Samtidig meddeler Arbejdsretten, at der arbejdes videre med sagen, som vil blive behandlet næste gang 20. maj. Læs mere.

    8. Møde i Arbejdsretten

      Andet møde i Arbejdsretten

    9. 15. juni

      Arbejdsretten behandler hele sagen om FPU og Serviceforbundets konfliktvarsel mod Ryanair.

      Efter en ni en halv time lang hovedforhandling beder de tre dommere om betænkningstid i forhold til afgørelsen.

    10. Arbejdsretten klar med afgørelse

      Efter godt to ugers betænkningstid falder der afgørelse i sagen mellem LO og Ryanair.

      Fagbevægelsen har fra Arbejdsrettens side fået medhold i, at den har tilladelse til at konflikt- og sympatistrejke grundet de irske lønninger, som Ryanair tilbyder sit personale – til trods for at selskabet har åbnet en base i Danmark.

      Ifølge næstformand i LO, Lizette Risgaard, er der riskiko for en strejke fra den 18. juli, hvis Ryanair ikke går med til at indføre danske overenskomster.

    11. LO varsler konflikt

      LO meddeler, at man vil indlede konflikt mod Ryanair i Københavns Lufthavn fra den 18. juli.

    12. Ryanair melder om lukning i København

      Ryanair melder ud, at man vil lukke basen i København 14. juli. 

       

    13. Ryanair åbner for at beholde basen i København

      Ryanair meddeler, at man er parat til at beholde basen i København, hvis konfliktvarslet trækkes tilbage.

    14. Fagbevægelsen afviser at droppe konflikt

      Efter et kort møde mellem Ryanair og Serviceforbundet står det klart, at selskabet ikke vil forhandle overenskomst, og at fagbevægelsen ikke vil droppe sit konfliktvarsel.

    15. Fagbevægelsen afviser Ryanairs krav

      Ryanair kræver i en åben mail til den danske fagbevægelse fredag aften, at fagbevægelsen senest onsdag 15. juli klokken 17 underskriver, at den ikke indleder sympatikonflikt i København som varslet. Fagbevægelsen afviser kraget.

    16. Ryanair lukker sandsynligvis sin base i Billund

      Ryanair meddeler, at man højst sandsynligt lukker sin base i Billund fredag 17. juli, hvis ikke fagbevægelsen dropper sin blokade, der kan indledes 18. juli.