Nyheder

Spies: Ingen kontantpanik på græske feriedestinationer

Tv-billeder af grækere, der står i lange køer for at hæve penge, er ikke videre opmuntrende for de danskere, der står for at skulle på sommerferie i Grækenland.

Men ifølge Torben Andersen, der er informationschef hos Spies, behøver danske turister ikke frygte at komme i klemme på turen sydpå, selv om flere automater er løbet tør for euro hen over weekenden.

Først og fremmest opfordrer han til, at man medbringer euro hjemmefra. Men hvis pengene slipper op, kan man stadig betale med kort de fleste steder.

- Man forstår jo godt, at grækerne for en vis del ønsker kontanter. Men vores medarbejdere i Chania (på Kreta, red.) har her til morgen testet to supermarkeder og en taxichauffør - og alle tog imod kort, siger Torben Andersen.

Skulle man alligevel komme i bekneb, kan det fortsat lade sig gøre at hæve kontanter i hæveautomater på feriestedet.

Det gælder bare om at opsøge automater, der er opstillet af andre selskaber end de græske banker. For eksempel driver det amerikanske selskab Euronet alene på Kreta 150 automater.

- Grækerne har oftest et kort, der er knyttet til deres egen bank. Derfor er presset på egne banker størst, og de bruger næsten ikke de private hævemaskiner, siger Torben Andersen.

Han fortæller i øvrigt, at det daglige hæveloft på 60 euro, der blev indført i weekenden, kun gælder grækerne selv. Udlændinge kan hæve lige så meget, som deres bank eller kreditkortselskab tillader.

Det anslås, at omkring 20.000 danskere lige nu er i Grækenland. 4200 af dem rejser med Spies.

Råd til rejsen i Grækenland

  • Tag kontanter med - men ikke for mange
  • Gerne flere forskellige kreditkort
  • Husk al medicin hjemmefra
  • Tegn en ekstra rejseforsikring
  • Tjek færger og anden transport på stedet
  • Forudbetal ikke, hvis ikke flyet er lettet

Kilde: Danmarks Rejsebureau Forening

Sådan fungerer den græske kapitalkontrol

Kan turister hæve penge i Grækenland? Og hvor lang tid er de græske banker lukket ned? Få svarene her.

Grækenland har indført såkaldt kapitalkontrol og beordret bankerne til mandag at lukke midlertidigt.  Her er et overblik over de tiltag, som den græske regering har iværksat for at forhindre, at bankerne løber tør for penge:

  •  Bankerne lukker indtil 6. juli. Alle kreditinstitutter i Grækenland - inklusive udenlandske bankers filialer - er berørt.
  •  Finansministeren kan forkorte eller forlænge perioden.
  •  Hæveautomater åbner mandag eftermiddag. Man vil højst kunne hæve 60 euro per dag. Beløbsgrænsen kan ændres af finansministeren.
  •  Betalinger med debit- eller kreditkort til kontoer i Grækenland og overførsler via netbank inden for Grækenland er tilladt, men betalinger og overførsler til kontoer uden for Grækenland er forbudt.
  •  Det er muligt for folk med kreditkort udstedt i udlandet at hæve penge - og også mere end 60 euro dagligt. Der kan dog blive indført en beløbsgrænse af finansministeren.
  •  En særlig komité kan godkende banktransaktioner, hvis de skønnes nødvendige for at sikre offentlige eller sociale interesser, herunder medicinudgifter eller import af farmaceutiske produkter.
  •  Pensionsudbetalinger er undtaget kapitalkontrollen.
  •  Banker, der overtræder reglerne, vil kunne få bøder på op til ti procent af det beløb, der overføres i strid med reglerne.