Nyheder

Lokkede med iPhone: Dømt for overgreb mod steddatter

En 51-årig mand er idømt to års ubetinget fængsel ved Retten i Næstved, efter han har erkendt, at han gennem mere end tre år har betalt sin steddatter for seksuelle ydelser.

I retten forklarede manden ifølge Sjællandske, at overgrebene begyndte i marts 2011, da pigen lige var fyldt 10 år, og han fik hende til at give sig udløsning med hånden.

Efter en pause skete det igen i december 2012, hvor han lovede pigen sin gamle mobiltelefon, hvis hun ville gøre det igen - og sådan fortsatte overgrebene efter et taktsystem, hvor hver 'ydelse' blev aflønnet med omkring 200 kroner.

Mellem 30 og 40 gange

I alt var var der tale om mellem 30 og 40 tilfælde, forklarede manden ifølge Sjællandske, og betalingen kunne være kontanter, men var som oftest nyt tøj, kosmetik, cd'er og andre ting, den 51-årige bestilte på nettet.

Da pigen var blevet 13 år, ville stedfaren gerne have fuldbyrdet samleje med hende, og han foreslog, at hun kunne få en iPhone 6 som belønning. Pigen klagede dog over, at det gjorde ondt, og så stoppede stedfaren med det samme, sagde han ifølge Sjællandske i retten.

I september sidste år blev den 51-årige skilt fra pigens mor, og efter pigen betroede sig til en skolelærer, anmeldte kommunen manden, der blev anholdt og varetægtsfængslet i januar.

Ud over fængselsstraffen skal den 51-årige betale pigen 75.000 kroner i erstatning til pigen.