Svensk politi tilbageholder tre i Lisa-sagen

På femte døgn søger hundreder af svenske politifolk og frivillige i et 10 kvadratkilometer stort område efter 17-årige Lisa Holm fra Lidköping i Sverige.
Hun forsvandt søndag 7. juni efter hun sammen med tre kolleger havde været med til at lukke på sin arbejdsplads, en café i Lidköping.
Fredag aften tilbageholdt svensk politi ifølge Aftonbladet.se tre personer i forbindelse med Lisa Holms forsvinden. Samtidig er en villa 300 meter fra cafeen, hvor Lisa Holm forsvandt, blevet afspærret.
Overfor Dagens Nyheter (DN) bekræfter politiet i Blomberg, at tre personer er hentet ind til forhør.
- Vi har hentet dem ind efter at have gjort nogle fund i løbet af eftermiddagen, siger Ulla Brehm, talsperson for politiet, til (DN).
Svensk polliti frygter ifølge det svenske medie Göteborg Posten blandt andet, at Lisa kan være blevet kidnappet på grund af hendes fars arbejde - Lisas far gør tjeneste i en special-enhed i det svenske forsvar, der løser opgaver, som det almindelige forsvar ikke kan løse.
- Det er et af flere spor, som politiet undersøger, siger en kilde til GP.
Nu har svensk politi efterlyst Lisa via det internationale politisamarbejde Interpol, så eftersøgningen af den 17-årige svenske pige er blevet global.
Politi og frivillige har i løbet af de seneste dage fundet flere af Lisa Holms ting i nærheden af stedet, hvor hun forsvandt, og det giver politiet håb om at det vil lykkes at finde Lisa Holm i live.
- Vi har stort håb om at kunne løse gåden, siger Christer Fuxborg, pressetalsmand for politiet, til Aftonbladet.