Nyheder

Politikere: Kulturkroner skal ud af København

SE KULTUREN PÅ NEWS PÅ TV 2 PLAY

Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Bibliotek. Alle tre er statsejede kulturinstitutioner, som ligger i København. Og faktisk ligger 16 ud af statens 22 kulturinstitutioner i hovedstaden. Og det er et problem, mener en vifte af de politiske partier på tværs af midten.

Dansk Folkeparti ønsker det, Socialdemokraterne ser det gerne og det samme mener Alternativet. Også Venstre rykker gerne kulturinstitutioner fra København til provinsen. Michael Aastrup Jensen, Venstres kulturordfører, mener at der allerede er eksempler på, at det kan lade sig gøre.

- Hvis vi kigger på institutioner som Den Gamle By i Århus og på landbrugsmuseet i Gl. Estrup, så har vi jo klokkeklare eksempler på noget, som jo faktisk ligger rigtigt godt udenfor Storkøbenhavn. Derfor synes jeg, at man skal passe på med, at man stirrer sig blind på, at det eneste sted man kan have betydningsfulde museer og kulturinstitutioner kun er inden for Københavns volde, siger Michael Aastrup Jensen (V).

Han vil dog ikke sætte navne på hvilke institutioner, som han gerne se rykke ud af København. Ulla Tofte er direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør. Hun mener, at det kan være skadeligt for det danske kulturliv, hvis vi stirrer os blinde på hovedstadsområdet, når det gælder placering af kulturinstitutionerne, og hun frygter, at det kan medføre en stigende grad af indspisthed.

- Faren er, at man bliver utroligt magelig. Man henvender sig til et publikum, der grundlæggende ligner de medarbejdere, der arbejder på kulturinstitutionen. Man har medierne lige om hjørnet. De kommer og dækker en, når man gerne vil. Og man kan tiltrække næsten alle de medarbejdere, man har brug for. Det kan blive en slap kulturinstitution, som er vant til at tingene bare kører, mener Ulla Tofte.

Minister vil beholde kulturen i København

Den nuværende kulturminister, Marianne Jelved (Rad. V.), er dog ikke i tvivl. Hun mener ikke, at det vil gavne Danmark, hvis de store kulturinstitutioner flyttes væk fra hovedstaden. Og ifølge hende vil det gå udover den danske turisme hvis vi flytter dem.

- På en eller anden måde så hører Nationalmuseet til i en hovedstad, og det gør Det Kongelige Teater også, fordi, at det hører til i et turistområde. De trækker jo rigtig mange turister til København, der er rigtig mange, som gerne vil se kulturinstitutionerne der, og som forventer at de er der. Det gør vi danskere jo også, når vi kommet til Paris, London eller New York, så forventer vi jo, at der er en bestemt type af institutioner, siger Marianne Jelved til Kulturen på NEWS.

Kulturministeren bakkes op af professor i innovation og økonomi ved CBS, Mark Lorentzen. Han vurderer faktisk, at det rent driftsmæssigt vil være vanskeligt at flytte dem ud til provinsen.

- Med hensyn kulturinstitutionerne så er der en masse stordriftsfordele ved at ligge dem i de store byer. Der er et stort befolkningsunderlag, og der skal være et arbejdsmarked for de kunstnere og mennesker, der fungerer i de her institutioner. Og for et rent økonomisk synspunkt, så kan det faktisk ikke lade sig gøre uden for en storby og uden for København. Det kan næsten ikke engang lade sig gøre i København, vurderer Mark Lorenzen.  

Hvad er Kulturen på NEWS?

Kulturen på NEWS er et program på TV 2 NEWS, der sendes hver torsdag klokken 18.10 I Kulturen på NEWS tages kulturen seriøst. Meninger brydes, kulturkampe udkæmpes og følelser foldes ud, når kunstnere og politikere, kunstmæcener og kulturkøbmænd, forskere og debattører mødes i TV 2 NEWS' kulturnyhedsmagasin.

Programmet vandt Årets Aktualitetsprogram 2012.  Nomineret til ArtBeat-prisen 2013 og Årets Aktualitetsprogram 2013.

Se Kulturen på NEWS på TV 2 PLAY