Nyheder

12-årige Rikke udsat for ekstrem chikane: Du skal dræbes med 1000 knivstik

'Du skal dø. Du ved ikke, hvad jeg kan. Men du finder aldrig ud af, hvem jeg er. Du dør. Jeg kvæler dig. Du skal dø! Nu! Jeg gider ikke at se på dig mere. Jeg mener det. Jeg stikker dig i maven. Du overlever ikke. Sig farvel til alle snart. Bitch.'

Det er ekstremt voldsomme ord, der mødte en 12-årig pige fra Randers, da hun tjekkede det sociale medie Instagram mandag.

En ukendt person havde oprettet en profil under navnet ’rikkeerfuckingklam’, delt Rikke Nielsens egne billeder og skrevet den ene hadefulde kommentar og diverse dødstrusler efter den anden.

Personen bag Instagram-profilen opfordrede desuden andre til at ’følge’, ’hvis du hader Rikke. Så kan hun se, hvor mange, der hader hende. Så vi kan få hende til at dø’.

Den 12-årige pige blev selvsagt dybt ulykkelig, da hun så det, fortæller hendes bror.  

Hylet ud af den

Familien var på vej til fødselsdag, da hun fortalte omme fra bagsædet, at nogen havde lavet en hadeside om hende.

- Vi slog det lidt hen, min mor og jeg. Men da vi kom frem og fik set på det, blev vi chokerede. Det er jo meget grovere end det, jeg normalt vil kategorisere som mobning. Der er detaljerede beskrivelser af, hvordan Rikke skal slås ihjel med tusind knivstik. Hun blev logisk nok hylet fuldstændig ud af den. Og vi blev rasende, fortæller Casper Nielsen.

Rikkes bror og søster skrev på Facebook og bad andre om at hjælpe med at anmelde profilen, så den kunne blive lukket.

- Der er blevet lavet en side på Instagram til min lillesøster på 12 år. At folk kan få sig selv til det… Det er uhyggeligt, hvordan ungdommen er i dag. Det ville være en kæmpe hjælp, hvis alle med Instagram vil gå ind og anmelde denne profil, så den kan blive lukket, bønfaldt Line Nielsen, der er Rikkes storesøster.

Det lykkedes. Tirsdag morgen forsvandt profilen. Enten fordi personen bag fik kolde fødder, eller fordi den blev lukket af Instagrams administratorer efter de tusindvis af henvendelser om, at profilen var langt over stregen.

En form for behandling

Hændelsen er meldt til politiet. Og på Hadsundvejens Skole, hvor Rikke Nielsen går i femte klasse, har sagen fyldt meget tirsdag.

- Rikkes klassekammerater var meget oprørte over det i morges. De kom piskende ind på kontoret – ’har I set…?’ Det er en lille skole, så det spredte sig som en steppebrand. Det, jeg har set, er jo helt fuldstændig… Det kan slet ikke accepteres. Det er jo virkelig grov grov grov mobning af værste karakter. Det er ikke rart det her, siger skoleinspektør Thomas Kold.

Skolen har involveret politiet og flere dele af Randers Kommune - SSP, PPR og socialforvaltningen. Og den 12-årige pige får tilbudt psykologhjælp.

Skolen har snakket med Rikke Nielsens klassekammerater og underrettet deres forældre.

- Vi er af den overbevisning, at det ikke er nogle af vores egne elever, der står bag det her. Vi kan jo ikke sige det med sikkerhed, men vi kender dem så godt, at vi mener, vi ville kunne se på dem, hvis de har noget, de ikke vil ud med, siger skoleinspektøren.

- Vi formoder, at det er et barn, der har gjort det her. Og vi håber, at vi kan finde frem til, hvem det er. For et barn, der kan finde på sådan noget her, skal jo have en eller anden form for behandling. Og det skal have konsekvenser, understreger Thomas Kold.

En, der ikke har det nemt

Hverken Rikke Nielsen eller hendes familie kan regne ud, hvem der står bag den ondskabsfulde hetz. De få følgere, som profilen nåede at få, havde alle dæknavne.

- Vi ved ikke, hvem det kunne være. Men der er jo taget billeder fra Rikkes profil. Så det må jo være en, der kender hende, siger Casper Nielsen, Rikkes storebror.

Familien har ’lagt hjernerne i blød’, gennemgået Rikke Nielsens onlineprofiler og snakket om, hvem der ikke bryder sig om deres pige.

Hadesiden er desværre ikke kommet ud af det blå. Rikke Nielsen er en af de mange danske børn og unge, der er udsat for mobning. 'Ikke hver dag, men oftere end sjældent’, formulerer hendes bror.

For et års tid siden blev der også lavet en hadeside om Rikke Nielsen på nettet. Dog ikke så voldsom som den, der dukkede op mandag.

- Vi kan ikke komme i tanke om nogen, der ville være syge nok til at skrive sådan noget. Et eller andet sted har jeg ondt af vedkommende. Det er et barn, der ikke har det nemt. Et barn, der skal have noget hjælp, siger Casper Nielsen.

Smuk og dejlig

Det had, der blev rettet mod den 12-årige pige fra Randers i går blev i dag vendt til omsorg. Nogle kendte danskere, anført af Mascha Vang, spottede profilen og familiens nødråb og bakkede op.

Flere tusinder ’liker’ og ’følger’ nu Rikke Nielsen på Instagram. Og hun får virtuelle kram af hashtagget #vielskerrikke. Det hjælper lidt.

- Hun har det ikke specielt godt. Hun er chokeret. Ikke mindst over al den respons, der kommer. Hun er 12 år gammel. Det er svært at kapere, at så mange mennesker pludselig skriver til hende og bakker hende op. Det er meget rørende. Vi er så positivt overraskede, siger Casper Nielsen.

- Det gør, at det ikke længere kun føles som Rikkes kamp. Nu er det for alle. Der er blevet skabt opmærksomhed omkring, at forældre skal holde øje med, hvad deres børn foretager sig og bliver udsat for. Der er jo mange ligesom Rikke. Nogle af dem begår endda selvmord. Vi gør alt, hvad vi kan for at forklare hende, at hun er smuk og dejlig, og at vi elsker hende over alt på jorden.  

Digital mobning

Ifølge en ny undersøgelse fra Børnerådet, der blev offentliggjort tirsdag, er digital mobning velkendt blandt børn og unge.

21 procent fortæller i undersøgelsen, at de har modtaget ondskabsfulde beskeder, og 23 procent har oplevet, at nogen har sendt eller uploadet billeder eller video af dem på de sociale medier uden deres samtykke.  

Mellem fire og otte procent af de unge har oplevet digital mobning op til flere gange om ugen. 

TV 2 er i kontakt med Rikke Nielsens forældre. Familien er indforstået med, at vi bringer hendes navn og billeder. 

- Vi er rigtig glade for, at I er med til at sætte fokus på det her problem. Rikke er jo blot en af mange, der skal stå model til denne slags modbydeligheder hver eneste dag. Det er på tide, at forældre og myndigheder vågner op og begynder at tage denne 'parallel-verden', som de sociale medier, er, alvorligt, skriver Frank Nielsen, Rikke Nielsens far, til TV 2. 

Fakta: Unge og mobning i cyberspace

  • Hver femte teenager har fået ondsindede beskeder eller fået offentliggjort billeder ufrivilligt på internettet.
  • En analyse fra maj 2015 fra Børnerådets Børne- og Ungepanel viser, at krænkende eller sårende indhold på de sociale medier er både velkendt og udbredt blandt de unge. 1932 unge fra i alt 121 7. klasser har medvirket i undersøgelsen.
  • 21 procent af dem har oplevet at modtage ondsindede private beskeder online.
  • 23 procent har oplevet, at nogen har sendt eller delt billeder eller video af dem på internettet uden deres samtykke.
  • Mellem fire og otte procent af de unge har oplevet at blive udsat for digital mobning. Det vil sige, at de har oplevet det flere gange om ugen eller et par gange om måneden.
  • Mellem syv og 22 procent af dem har været vidner til, at andre er blevet udsat for digital mobning enten flere gange om ugen eller et par gange om måneden.
  • 78 procent af de unge, der oplever andre blive udsat for digital mobning, handler på det.
  • Tre ud af fire af de unge, der selv oplever mobning, reagerer. De tager således ifølge undersøgelsen ansvar for det mobbemiljø, som de selv eller en kammerat ufrivilligt er en del af.
  • Kilder: Børnerådet, Berlingske