Kæmpe renterabat: Spar kassen på dit boliglån

Det er en særdeles god forretning for boligejere at opsøge et nyt tilbud på den del af boliglånet, de låner til i banken.

Det er en særdeles god forretning for boligejere at opsøge et nyt tilbud på den del af boliglånet, de låner til i banken. Der er nemlig i gennemsnit 2,2 procentpoint at hente i renterabat, hvis du forhandler din rente eller får et nyt tilbud fra en anden bank, viser et udtræk af data som prissammenligningssiden MyBanker.dk har lavet for TV 2.

Alene i år har flere end 3000 danskere indtil videre indhentet et nyt tilbud via bankportalen. Boligejernes boligrente i banken hed i forvejen 6,9 procent i gennemsnit, mens det bedste tilbud de fik fra en ny bank, i gennemsnit lød på 4,7 procent.

- Det er jo næsten en besparelse på 33 procent, så det er en meget stor renterabat, siger partner i MyBanker John Norden.

Sparer 4.400 kroner om året på almindeligt lån
En boligejer med et boliglån i banken på 200.000 kroner, sparer dermed 4.400 kroner i renter før skat hvert år, hvis vedkommende får den gennemsnitlige renterabat, viser et eksempel i indslaget ovenfor, hvor John Norden giver gode råd om, hvordan du opnår de store besparelser.

Når det overhovedet er muligt at få så store rentenedsættelser på boliglånet i banken, skyldes det ifølge John Norden, at bankerne har fastholdt de høje renter på boliglån efter finanskrisen, selvom renterne generelt er faldet i samfundet. Det er kun de kunder, der aktivt har opsøgt lavere renter, der har fået renten sat ned, og det er de færreste, der gør det, påpeger han.

- Når kunderne ikke siger noget til de høje renter på boliglån, fastholder bankerne renterne høje, fordi bankerne tjener penge på de høje renter, fastslår John Norden.

De fleste kan få renterabat
Privatøkonomisk rådgiver Hans Peter Christensen fra rådgiverfirmaet Uvildige peger på, at de fleste private danskere med god økonomi kan opnå den nemme besparelse, alene ved at gå ned i deres egen bank.

- De fleste private bankunder kan få en rentebesparelse på omkring de to procent på boliglånet i banken, det er også det, vi kan se, når det handler om gode private bankkunder med styr på økonomien. De behøver ikke nødvendigvis skifte bank for at få rabat, ofte kan de også få rabatten, hvis de går ned i deres egen bank og spørger til deres egne renter, siger Hans Peter Christensen og understreger, at man skal undersøge sine egne renter og listepriserne på bankens hjemmeside, inden man går ned for at presse sine renter ned.

Få rabat i din egen bank
Fremfor at skifte bank, anbefaler han, at man i første omgang forsøger at få bedre renter i sin egen bank.

- Forsøg at få konkurrencedygtige vilkår i din egen bank, for så slipper du for at skifte bank, hvilket kan være lidt besværligt. Hvis din egen bank ikke er konkurrencedygtig, så er det en god ide at få tilbud fra andre banker, siger Hans Peter Christensen og peger på, at bankerne er helt vilde med at låne penge ud til solide private kunder, fordi de har meget få tab på disse lån.

John Norden fra Mybanker peger på, at der især er rentenedsættelser at hente for de boligejere, der bor i områder, hvor boligerne er mindst det samme værd som den gæld, der er optaget i dem.

Når danskerne optager en del af boliglånet i banken, skyldes det, at man maksimalt kan låne til 80 procent af boligen i et realkreditinstitut. Det er derfor typisk mellem 15 og 20 procent af den samlede købssum, boligkøberne låner i banken.

I beregneren herunder kan du regne ud, hvad det koster dig at låne til din drømmebolig:

I indslaget herunder får du gode råd om, hvorvidt faste renter eller flekslån er det rigtige for dig:

Danskerne får renterabat

2,2 procent. Sådan lyder den gennemsnitlige renterabat, som flere end 3.000 danskere indtil videre har fået alene i år ved at indhente et nyt tilbud på den del af deres boliglån, de optager direkte i banken. Det viser et udtræk, prissammenligningssiden Mybanker har lavet for TV 2.

Den gennemsnitlige rente på bankkundernes eksisterende boliglån i banken lyder på 6,9 procent.

Den rente, bankkunderne får tilbudt, når de søger efter et nyt tilbud, lyder i gennemsnit på 4,7 procent i år.

Når danskerne optager en del af boliglånet i banken, skyldes det, at man maksimalt kan låne til 80 procent af boligen i et realkreditinstitut. Det er derfor typisk mellem 15 og 20 procent af den samlede købssum, boligkøberne låner i banken.