Ny rekord i politiker-svar? Skatteminister undviger i fem minutter

Et simpelt og kort spørgsmål kræver nogle gange et usædvanligt langt og kringlet svar - og resulterer ikke nødvendigvis i et svar på spørgsmålet.

Det lader til at være devisen for skatteminister Benny Engelbrecht (S), der i søndagens 19 Nyheder på TV 2 i mere end fem minutter blev adspurgt om, hvorvidt det er i orden, at SKAT med vilje har nedprioriteret klagesagerne fra de mange boligejere, der har fået en forkert ejendomsvurdering - til trods for hans egen og den tidligere skatteministers krav om, at der ville blive taget hånd om problemet.

Er det i orden, at SKAT med vilje har puttet sagerne nederst i bunken, selvom Morten Østergaard (R) og du har sagt, at det skal bringes i orden i en fart?

- I sidste ende kan jeg konstatere, at i 2015 er vi i mellemtiden i en situation, hvor vi har barberet ventetiden. SKAT forventer, at alle sager vil være afsluttet ved udgangen af 2015, så i forhold til, hvordan det var, da jeg tiltrådte som minister, så er der en større grad af fokus og flere ressourcer på det her område. Det kan jeg kun være tilfreds med, lød svaret i første omgang fra skatteministeren.

TV 2's vært Cecilie Beck stillede sig dog ikke tilfreds med svaret.

Har vi et skattevæsen, der ikke adlyder vores politikere, som er dem, der er valgt af folket til at styre skattevæsenet?

- I en styrelse har man en handlefrihed, og vi blander os ikke i hver disposition, og derfor er jeg også glad for, at det faktisk er sådan i dag, at vi har flere ressourcer som arbejder på at få fjernet disse sagsbunker, og at sagsbehandlingstiden er barberet væsentligt ned, og at vi, inden året er færdigt, kan se, at sagsbunkerne er væk, og det er sådan set det, der er det afgørende, vedholdte skatteministeren uden at forholde sig til det faktum, at SKAT ifølge en redegørelse, som Politiken har fået indsigt i, med vilje har nedprioriteret området.

Forvirrer seerne
Derfor forsøgte Cecilie Beck sig en ekstra gang, og interviewet med skatteministeren fortsatte yderligere godt fire minutter i samme dur. Og mens skatteministeren ikke synligt lod sig påvirke, så har der givetvis været mange seere, der har krummet tæer.

Det vurderer politisk kommentator Søs Marie Seerup, der også så interviewet med skatteministeren. Hun mener, at hverken seerne eller Benny Engelbrecht kan være tilfreds med svarene, der blev givet.

- Det er jo ikke mange svar, vi får i dette interview, og det er et klassisk eksempel på, at man kan snakke så længe og detaljeret i håbet om, at man får forvirret seerne så meget, at de ikke opdager, at man snakker udenom. På den måde slipper man for at komme med udtalelser, som man senere kan blive hængt op på, forklarer hun.

Sørgeligt
I løbet af interviewet, der varer godt fem minutter, når TV 2's vært at stille det samme spørgsmål seks gange, men hver gang fokuserer skatteministeren på de reducerede ventetider og ressourcetilførslen. 

- Nogle gange er disciplinen for en journalist at sørge for at gøre det synligt for seerne, at der bliver svaret uden om, og det gør hun (Cecilie Beck red.) udmærket. Det sørgelige er jo bare, at vi ikke får noget svar, forklarer Søs Marie Seerup. 

- Politikerne er trænet i at omgå medierne, og de ved godt, at journalisten på et eller tidspunkt må stoppe med spørgsmålene, og det kan være tåkrummende at se på.

Interviewet med skatteministeren er ifølge Søs Marie Seerup heller ikke én af Benny Engelbrechts bedste optrædener på tv, og hun mener også, at mange seere har gennemskuet ham.

- Han slipper ikke særlig godt fra det, og det efterlader et indtryk af, at der er noget at komme efter.

Benny Engelbrecht er ikke den eneste politiker, der kan have svært ved at svare klar på et spørgsmål. Her kan du se en håndfuld af de mest ihærdige udenomssnakkere