Her er det billigste værksted nær dig

Du kan nemt komme til at betale for meget, hvis du ikke ser dig for, når du kører bilen på værksted.

Du kan nemt komme til at betale for meget, hvis du ikke ser dig for, når du kører bilen på værksted. Det viser sjette og sidste afsnit for denne omgang af TV 2-programmet 'Bli'r du plukket'.

Få flere råd: Se flere afsnit af 'Bli'r du plukket' på TV 2 Play

I programmet viser værten, Michele Belaiche, og en række eksperter, hvordan du undgår ubehagelige overraskelser og tårnhøje regninger, når bilen sendes til mekaniker. 

Blandt andet kan du spare 143 kroner pr. påbegyndt time, hvis du ’indlægger’ bilen i Nørre Aaby i stedet for i Odense, afslører et pristjek fra sammenligningsportalen Autobutler.dk.

I Odense tager en mekaniker 518 kroner i timen, mens det kun koster 375 i timen at få bilen repareret i Nørre Aaby, der ligger en halv time fra Odense.

Her kan du selv tjekke priserne i dit område:

Der er en række ting, du selv kan gøre for at sikre dig, at din værkstedsregning bliver så lille som overhovedet muligt, lyder det fra Christian Legêne, adm. dir. for værkstedsportalen autobutler.dk:

- Det er desværre umuligt at se udefra, om et bilværksted leverer ordentlig kvalitet. Samtidig kan det være svært at gennemskue, om man betaler for meget. Vi anbefaler derfor, at bilejere bruger oversigten over timepris, til at vurdere prisniveauet på værkstedet.

- Vi kan se, at slutprisen for helt sammenlignelige opgaver svinger med mange tusinde kroner mellem de enkelte værksteder. Derfor anbefaler vi, at man får et pristilbud flere steder i stedet for bare at køre hen til det lokale værksted, siger han.

Har man fundet et værksted, som man har tillid til, bør man altid aftale, hvad der skal laves på bilen og få det skrevet ned, lyder det. Gør man ikke det, risikerer man at blive plukket af mekanikeren, lyder det fra Christian Legêne.

Her kan du få råd til, hvordan du kan spare penge, når bilen skal på værksted:

 

Mekanikerens seks prisfælder

Autobutler.dk har spurgt 50 mekanikere, hvilke tricks, der bliver brugt i branchen, for at lokke flere penge ud af kunderne. Undersøgelsen er ikke repræsentativ, men her er de svar, mekanikerne gav: 

1. Afgiftstricket
Får du en faktura fra dit værksted, hvor der figurerer en række selvstændige poster som ”miljøafgift” og ”returafgift”, skal du være på opmærksom. I mange tilfælde er der tale om enten voldsomt opskruede priser eller en opfunden afgift, som kun findes på det pågældende værksted. 

2. Unødvendige udskiftninger
Hvis du skal have skiftet en enkelt reservedel, kan værkstedet finde på at skifte flere dele, end du har bedt om. Hvis du for eksempel skal have skiftet et dæk, så vil du ofte høre mekanikeren forklare, at du nok også bør skifte dæk på et af de andre hjul. 

3. Udskiftning af luftfilter
Et luftfilter skal kun skiftes, hvis det står på serviceskemaet, eller hvis det er fyldt med skidt. Kræv altid at se det gamle luftfilter, hvis din mekaniker vil skifte det ud med et nyt.

4. Unødvendig påfyldning af væsker
Fylder dit værksted sprinklervæske og kølevæske på din bil, kommer du til at betale for det. Og du betaler en overpris i forhold til det, du ville betale, hvis du selv fyldte på bilen. Det er enkelt selv at påfylde bilens sprinkler- og kølervæsker. Gør det, inden du kører bilen på værksted.

5. Overpriser for reservedele
På mange værksteder skruer man prisen på reservedele op. Det er ikke usædvanligt at se priser, der er to eller tre gange højere, end den reelle pris. Det bør du være opmærksom på.

6. Fredag før fyraften
Sørg for at sende bilen på værksted, så mekanikeren har tid til at lave bilen. Fredag eftermiddag er ikke et godt tidspunkt at få din bil på værksted. Selv om mekanikerne ikke nødvendigvis snyder dig, så kan du være sikker på, at han har travlt med at blive færdige, så han kan holde fyraften. Det giver ofte reparationer, som ikke nødvendigvis er blandt de bedste.

Kilde: Autobutler.dk