Nyheder

Tivoli må nu skrue op for lyden til fredagsrock

Tivoli får lov til at skrue fem decibel op for lydnivaeuet til 65 decibel på 10 af sommerens fredagsrockkoncerter. Det er netop blevet besluttet på et Teknik- og Miljøudvalgsmøde i Københavns kommune, erfarer P4 København.

- Det er glædeligt, ikke mindst for de små 500.000 gæster vi har til koncerterne, siger Nikolaj Koppel, underdirektør i Tivoli for kultur, til P4 København.

Sådan ser de dog ikke på det hos beboerforeningen Tivolis Naboer, der længe har kæmpet mod det, de mener, er et øget støjniveau. Og de er ikke tilfredse med afgørelsen, siger formand Thomas Brögger.

- Jeg er helt med på, at Tivoli gerne vil have flere kunder i butikken, og for så vidt også at de vil have bedre koncertoplevelser, men det, vi synes er ærgerligt, er, at det skal gå ud over miljøet i et lokalområde, som allerede er belastet støjmæssigt, siger han til til P4 København.

Skruer ned for fyrværkeriet

Beboerforeningen så gerne, at Tivoli brugte noget af deres overskud på at lindre generne fra fyrværkeri, glædesskrig og koncerter i stedet. Og de giver ikke meget for, at Tivoli som en del af tilladelsen til højere lyd fra højtalerne skal kompensere ved at skrue ned for mængden af fyrværkeri.

Det er en symbolsk gestus, lyder det fra Thomas Brögger.

- Selvfølgelig er det en reduktion, at man skruer lidt ned for støjen af fyrværkeriet. Men det er jo ydermåneder i Tivolis sæson, og vi mener ærligt talt ikke, det står mål med, at der er 10 koncerter altså to og en halv måned, hvor man ikke kan snakke sammen i sin egen stue, siger han til P4 København.