Tænketank om forslag fra Alternativet: Koster samfundet 270 milliarder

16x9

Hvis Alternativet en dag får held til at gennemføre partiets forslag om at reducere arbejdsugen fra 37 timer til 30 timer, vil det koste samfundet 270 milliarder kroner, vurderer tænketanken Kraka ifølge dr.dk.

Og de 270 milliarder svarer til det vi i dag bruger på sundhedssektoren, undervisningssektoren og forsvaret til sammen.

- Hvis folk får udbetalt mindre, fordi man går ned i arbejdstid, betyder det også, at der er skatteindbetalinger, man har i dag, som vil forsvinde i fremtiden, siger Krakas forskningschef, Kristian Thor Jakobsen, til DR Nyheder.

Kraka har regnet sig frem til, at Danmarks bruttonationalprodukt vil blive 14 procent mindre, hvilket svarer til 48.000 kroner per dansker per år.

Men Alternativets arbejdsmarkedsordfører Josefine Fock afviser Krakas beregning, som hun mener er mangelfuld. Der er nemlig ikke taget højde for, at alle danskere ikke arbejder fuld tid i dag. Og at en reduceret arbejdsuge, ifølge Alternativet, vil betyde, at færre danskere bliver syge og at flere vil komme ud på arbejdsmarkedet.

- Hvor mange mennesker er det, der er indlagt og dør på grund af stress? Og der kan jeg sige, at årligt bruger vi 14 milliarder kroner på indlæggelser og afledte effekter af stress, siger Josephine Fock til DR.

Følg valget på Twitter: #tv2valg

#tv2valg er TV 2's officielle hashtag under valget, og her kan du løbende få seneste nyt fra TV 2, dem du følger på Twitter og selv deltage i debatten med dine tweets