Nyheder

David Lynch i kovending: Vil alligevel lave ny ’Twin Peaks’

- Twin Peaks uden David Lynch er som en pige uden hemmeligheder, har Sheryl Lee, der spillede den afdøde Laura Palmer i serien tidligere udtalt.

- Twin Peaks uden David Lynch er som en motorcykel uden sin fører, sagde James Marshall, der spiller motorcykeldrengen James Hurley.

Og til både skuespillene og de mange fans store glæde ser det nu ud til, at manden, der skrev og instruerede den berømte og prisbelønnede kultserie sammen med Mark Frost, nu også bliver manden, der skal stå i spidsen for en ny omgang Twin peaks.

En Damn good nyhed

’Twin Peaks’-fans må have fået deres ”damn good cup of coffe” galt i halsen af bare begejstring, da David Lych i nat dansk tid skrev, at ’Twin Peaks’ er tilbage på sporet. Med ham som styrmand.

- Kære Twitter-venner. Rygterne er ikke, hvad de giver sig ud for at være!!! Det sker igen. Twin Peaks vender tilbage til SHO (tv-producenten Showtime, red).

Og den skulle være god nok. Projektet bliver til noget. I en pressemeddelelse skriver Showtimes direktør, David Nevins, at Lynch tweets er gode nok. Han bekræfter ligeledes, at Mark Frost også er med på holdet. Dermed bliver makkerparret Lynch-Frost genforenet.

Projekt Twin Peaks og Lynch var ellers lagt i graven

Det er ellers ikke længe siden, at håbet om en romantisk genforening mellem serien og dens skaber blev lagt i graven.

Og det var noget, som fik de sociale medier til at gløde. Hashtagget #savetwinpeaks blev straks sat i søen.

Flere gav her udtryk for, at ’Twin Peaks’ uden David Lynch slet ikke var ’Twin Peaks’.

David Lynch skrev selv følgende på Twitter:

- Kære Twitter-venner. Showtime (betalingskanal, red.) har ikke trukket stikket til "Twin Peaks". Men efter et år og fire måneders forhandlinger har jeg forladt projektet, fordi der ikke er nok penge til at lave manuskriptet på den måde, som jeg følte, det skulle laves, skrev han blandt andet.

Han skrev også:

- Denne weekend er jeg begyndt at ringe til skuespillerne for at lade dem vide, at jeg ikke skal være instruktør på serien. Jeg elsker "Twin Peaks"-verdenen og ønsker, at det var endt anderledes, skriver Lynch.

Og det var altså en udmelding, som udløste et ramaskrig. Hvad der siden hen er sket, er uklart, men noget må der være sket, for nu har Lynch atter meldt sig under Twin Peaks-fanerne.

Så fans på hele kloden kan nu se frem til et gensyn med "damn good coffee", dværge og resten af mystikken i ’Twin Peaks’ – med Lynch som ham, der dirigerer det hele.

25 års jubilæum

i 1991 rullede seriens sidste afsnit over skærmen. Når tredje sæson efter planen bliver genoplivet i 2016, bliver det dermed et 25-års jubilæum for TV-serien, som betragtes bredt som værende en af de mest toneangivende og er blevet kult blandt de mange trofaste fans.

­­Den oprindelige serie fra 1990 omhandler byen Twin Peaks, hvor FBI-agenten Dale Copper (Kyle MacLachlan) kommer til for at opklare mordet på den plagede teenager Laura Palmer.

Han er kendt for udtrykket "damn good coffee", som typisk faldt, når han indtog en kop sort kaffe og et stykke kirsebærtærte i den lokale diner.

Se en bid af traileren for den første sæson af Twin Peaks i videoklippet øverst i artiklen.