Nyheder

DF: Beboere skal oplyses, når pædofil flytter til byen

Du kan se Station 2 på TV 2 PLAY.

Efter Station 2 torsdag fortalte historierne om to tidligere pædofilidømte, rasede en debat på TV 2’s Facebook-side, hvor der opstod kraftige reaktioner fra brugerne. Senere fortalte TV 2 om, hvilke straffe pædofilidømte og andre sexforbrydere får i USA. De bliver blandt andet sat ind i et offentligt register med oplysninger om navn, adresse og billede.

Hvis det står til Dansk Folkeparti, er det vigtigt at oplyse beboere i et lokalområde, når en pædofil flytter til kvarteret. Det kan for eksempel gøres med løbesedler, fortæller gruppeformand for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup. Han mener dog ikke, at Danmark skal udsætte pædofilidømte for ligeså hårde straffe, som det ses i USA.

- Vi ønsker ikke, at folk begynder at jage og opsøge pågældende på privatadressen. Der tror jeg, at vi skal til USA for at se sådan noget. Det er netop også for at undgå den slags, at vi skal oplyse på forhånd, siger Peter Skaarup til TV 2.

Barnet vægtes højere pædofilidømt

At der er nogle i lokalsamfundet, der får kendskab til, hvem den pædofilidømte er, når det bliver oplyst, at en den pågældende person flytter til lokalområdet, kan dog ikke udelukkes, mener Peter Skaarup.

Det skete blandt andet for den ene pædofilidømte, som Station 2 fortalte om.  Da manden flyttede til en by, efter han havde taget sin straf, blev han udstillet med navn og billede på Facebook sammen med en advarsel mod ham. Efterfølgende fik han trusler og blev opsøgt på sin bopæl og endte med at flygte fra byen.

- Jeg har det sådan, at det ikke er synd for den pædofile, og at vi bliver nødt til at afveje hensynet til barnet, som kan blive udsat for overgreb, højere. Det er jo bedre, at vi beskytter barnet, end at den pædofile må flytte til en anden by. Det mener jeg godt, at de kan overkomme. Det er trods alt et voldsomt overgreb, den pædofile har udsat et andet menneske for, lyder det fra ham.

Derfor står han fast ved, at det er vigtigt at oplyse beboerne, når en pædofilidømt flytter til området.

- Jeg tror, at reaktionerne vil være større, hvis man vælger ikke at oplyse lokalområdet om, at der er kommet en pædofil til området. Hvis forældrene ikke får besked om, at en pædofilidømt er flyttet dertil, tror jeg i den grad, at de vil være kede af det, siger Peter Skaarup.

I klippet øverst oppe kan du høre om den pædofilidømte, der blev udstillet med navn og billede på Facebook.