Nyheder

Kom til at udskrive valg:- Det var en nærdødsoplevelse

Det var den garvede journalist og oplæser af Radioavisen, Preben Lund, der i tirsdags kom til at sende en besked ud til alle modtagere af DR's nyhedssms'er om, at Helle Thorning-Schmidt havde udskrevet valg.

Det havde hun bare ikke.

Kort forinden havde DR sendt en sms ud, hvor der stod: "Charlotte tester beredskabsmeddelelse," hvilket fik flere til at konkludere, at denne Charlotte også var personen, der var kommet til at udskrive valg. Men det var altså Preben Lund.

- Det var jo sådan en nærdødsoplevelse. Mine sidste tre hår i nakken blev helt grå, siger han til dr.dk.

Han var i tirsdags på kursus i DR's nye cms - det system, de bruger til at publicere artikler og sende nyhedssms'er ud. Han havde logget af sin computer til frokost, og da han kom tilbage, havde han glemt sit prøve-login. Han kiggede derfor i manualen. Men det login, han fandt her, sendte beskeden ud til offentligheden, og ikke bare internt til DR's kursister.

Beskeden, som også tikkede ind på Preben Lunds egen telefon, lød:

- Statsministeren har nu udskrevet valg til d. 9. juni.

- Så står livet et øjeblik stille. Så råber jeg: Hvad fa'n ...! STOP, STOP, STOP! Og så sender vi de yngste og hurtigste mænd i strakt galop over i DR's Newsroom for at stoppe det, forklarer han.

Kort efter sendte DR en ny sms ud, hvor de beklagede fejlen. Siden har man justeret på teknikken, så det ikke ville kunne lade sig gøre en anden gang.

For Preben Lund var fejlen ikke sjov, og han er meget ærgelig over fejlen, især fordi han ofte belærer praktikanterne om, at de skal passe på med, hvad de lukker ud i æteren.

Skulle du være i tvivl, er det Helle Thorning-Schmidt, der skal udskrive valg - og det har hun ikke gjort endnu.