Tør du flyve med åben dør i krigsfly? I dag har du chancen

Mandag mellem klokken 15 og 20 lander 10 veteranfly i Roskilde for at fejre 70-året for den danske befrielse.

- Vi har den glæde at kunne være med til at fejre Danmarks befrielse. Hvordan havde det ikke set ud, hvis ikke vi var blevet befriet, siger Kenneth Maigaard, der er en af de piloter, der har valgt at flyve til Roskilde i dag.

Piloterne laver en konkurrence, hvor det er muligt at vinde en af otte gratis flyveture, så man kan mærke, hvordan det er at sidde i et ægte veteranfly, der har været med under krigen. Flyet i videoen over  artiklen er ingen undtagelse,

- Flyet har deltaget i D-dag, invasionen i Normandiet, og repræsenterer 2. Verdenskrig rigtig godt, fortæller Kenneth Maigaard.

Alt efter ens mod, kan man flyve med åben eller lukket dør.

- Der er både dør og vindue, og vi kan lukke døren - men hvis man ønsker det, kan vi godt flyve med åben dør, siger Kenneth Maigaard.

Herunder kan du se, hvor der vil blive afholdt mindehøjtideligheder.

Herunder kan du se en tidslinje fra dagene omkring befrielsen.

Dagene da Danmark blev frit

Onsdag 2. maj
Hitler er død
Den 2. maj fik danskerne nyheden om Adolf Hitlers død i førerbunkeren under rigskancelliet i Berlin. Han døde for egen hånd.
Fredag aften 4. maj
Admiral Dönitz underskriver kapitulation
Admiral Dönitz, som overtager kommandoen over Nazi-Tyskland efter Hitlers selvmord, indgår en aftale med den britiske feltmarskal Montgomery om kapitulation af Danmark, Holland og dele af Nordvesttyskland. Samme aften underskriver han aftalen med gyldighed fra 5. maj kl. 8.00.
Fredag 4. maj kl. 20.36
- Her er London...
Den danske radiospeaker Johannes G. Sørensens dansksprogede nyhedsudsendelse fra BBC bliver afbrudt midt i den normale nyhedsoplæsning: "I Nat blev der kæmpet voldsomt i Københavns Gader, rundt om den tyske Kaserne, og der hørtes endog Kanonskud. I Dyrehaven og paa Pladsen foran Gentofte Raadhus havde tyske Tropper været i indbyrdes regulær Kamp." Efter en kort pause læser han op: "Her er London: I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Vi gentager (….).”
Fredag aften 4. maj
Jublen bryder ud
I minutterne efter beskeden fra London fyldes gaderne med jublende mennesker, som tænder lys og brænder mørklægningsgardiner af.
Fredag aften 4. maj
"Butikker lukker på grund af glæde"
Dagen efter nyheden om befrielsen holder mange butikker lukkede med begrundelsen "glæde".
Lørdag 5. maj kl. 8.00
Kapitulation træder i kraft
Den tyske kapitulation træder i kraft. Den tyske værnemagt har dog fået besked på ikke at overgive sig til danske frihedskæmpere, men kun til briterne, som endnu ikke er nået til Danmark. Det fører til sammenstød med danskere flere steder i landet, bl.a. Odense, Aarhus, Skærbæk og Gråsten. Det meddeltes i Berlingske Tidende, at der til hospitalerne er indbragt 11 dræbte og 35 sårede, som må indlægges. Næsten alle er ramt af skud.
Lørdag 5. maj kl. 12.00
Kongen og statsminister Buhl taler i radioen
Kongen taler i radioen. Herefter taler statsminister Vilhelm Buhl. Han præsenterer sin befrielsesregering (S, K, R og V, samt repræsentanter fra modstandsgrupperne), men først 9. maj bliver Folketinget erklæret åbnet.
Lørdag 5. maj kl. 16.32
100 britiske faldskærms soldater lander
Den britiske generalmajor Dewing lander i Kastrup sammen med 100 faldskærmssoldater, hvorefter de kører ind til København. Her modtager Dewing den tyske general Lindemanns formelle kapitulation. Det er generalmajor Dewing til venstre i billedet.
Lørdag 5. maj
Undergrundshæren mobiliserer
Undergrundshæren mobiliseret og den danske brigade går i land i Helsingør med 1.300 mand. Samme dag begynder man at internere tusindvis af danskere, mistænkt for forræderi. Efterfølgende bliver ca. 13.000 idømt bøde og fængselsstraf, mens 46 bliver henrettet.

#hererlondon – vis os hvordan du mindes befrielsen

På TV 2 vil vi gerne se, hvordan du mindes og fejrer befrielsen. Du er derfor velkommen til at sende os billeder af dine lys i vinduet via 1234@tv2.dk, vores Facebook-side TV 2 Nyhederne eller via hashtagget #hererlondon, der referer til fredag den 4. maj 1945, hvor oplæser Johannes G. Sørensen midt i udsendelsen blev gjort opmærksom på budskabet om friheden. Mikrofonen var kortvarigt  lukket. Da han igen åbnede for mikrofonen, fremsagde han frihedsbudskabet:

I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Derefter gentog han budskabet med ordene: Her er London. Vi gentager.