Movia fjerner Israel-kritiske reklamer fra busserne

Trafikselskabet Movia, der blandt andet står for busdriften i København, har fjernet en pro-palæstinensisk kampagne fra deres busser.
Det bekræfter selskabet overfor radiostationen 24syv.
Movia skriver på sin Facebook-side, at beslutningen skyldes en lang række henvendelser, som de har valgt at imødekomme.
- Movia har vurderet reklamens indhold og budskab og finder, at kampagnen blandt andet virker unødigt stødende. Movia har derfor besluttet at meddele operatøren, at reklamen skal fjernes, skriver selskabet.
Kampagne kritiserer Israel
Det er Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, der står bag kampagnen. Den har titlen 'Nej tak til bosættelsesprodukter' og har været i luften siden 27. april.
Kampagnen omfatter en række pro-palæstinensiske og Israel-kritiske bannere. På et af dem kan man blandt andet se Charlotte og Lizzie fra Hellerup sige følgende på et banner:
- Vores samvittighed er ren! Vi hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosættelsesindustrien.
Foreningen er meget ærgerlig over Movias beslutning
- Det er en forhastet beslutning bygget på et tyndt grundlag, siger formanden fra Dansk-Palestinænsisk Venskabsforening, Fatih El-Abed, til Radio24syv.
SF: De må forklare sig
Også fra politisk side kritiseres beslutningen om at fjerne kampagnen. SF's udviklingsordfører Trine Pertou Mach mener, at bestyrelsen må forklare sig.
- Movia har et alvorligt forklaringsproblem. Hvordan kan man udbyde reklameplads til politiske reklamer for derefter at lege smagsdommer over, hvilke kampagner, de kan lide? Jeg forventer aldrig mere at se nøgne bryster, nazi-islamisme-plakater eller reklamer for visse fordummende biograffilm. De støder helt givet også mange borgere. Mig inklusiv, skriver hun i en pressemeddelelse.
Hun understreger desuden, at Movia er et offentligt selskab, og vil til bunds i, om det har været udsat for pres.