Nyheder

De afgiftsfrie tider fortsætter for elbiler

De gyldne tider er ikke forbi.

I hvert fald ikke for ejerne af elbiler. Regeringen har nemlig vedtaget at fritage elbilerne for afgifter i endnu et år. Det erfarer TV 2.

Fritagelsen stod ellers til at udløbe ved årsskiftet. Nu gælder den altså hele 2016.

Pengene kommer fra finanslov

Forlængelsen kommer imidlertid med en ganske stor parentes. Forlængelsen skal nemlig vedtages på næste års finanslov. Og skal den finanslov laves af en anden regering, betyder den nuværende regerings løfter altså ikke noget.

- Spørgsmålet er, om det her giver ro og sikkerhed på markedet, fordi der jo sandsynligvis kommer et folketingsvalg inden, siger TV 2's politiske reporter Knud Brix.

Forhandlerne af elbilerne har længe kritiseret, at der ikke var en afklaring.

Forlængelsen af afgiftsfritagelsen kommer til at koste 300 millioner kroner.

Skatteminister Benny Engelbrecht har siden bekræftet historien overfor Ritzau.