Udenlandske hjemløse slår sig ned: Her rydder kommunen ulovlig lejr
Et stigende antal udenlandske hjemløse laver ulovlige lejre i hovedstaden. Københavns Kommune løber stærkt for at fjerne lejrene og det svineri, de medfører.
Det er blevet et tilbagevendende problem hvert forår. Når nattefrosten slipper jorden, kommer udenlandske hjemløse til Danmark og slår sig ned i tomme bygninger, parker og grønne områder som f.eks. Amager Fælled i København.
Blot den seneste måned har Københavns Teknik- og Miljøforvaltning ryddet 12 lejre. Yderligere 14 lejre er blevet opdaget bare i løbet af de seneste dage, og dem er man nu i gang med at rydde.
Der gemmer sig sandsynligvis endnu flere i buskadserne rundt omkring.
- Det er vores klare oplevelse, at det er steget inden for de seneste to-tre år. I år har vi derfor skærpet indsatsen, så vi har fundet flere lejre, så opgaven har været ganske betragtelig, siger Nikolaj Hvingtoft Hansen, områdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen ved Københavns Kommune.
Tiggeri og tyveri
Københavns Politi har også skudt indsatsen mod tilrejsende kriminelle udlændinge i gang tidligere på året end sædvanligt. En såkaldt 'tryghedsskabende indsats'.
- Vi har erfaring med at finde tyvekoster på nogle af de steder, hvor vi kan se, at de har overnattet, og statistikken giver også en mistanke om, at en del af dem, der kommer hertil, ernærer sig ved hjælp af kriminalitet. Derfor har vi meget fokus på det. Ikke kun på lejrene, men også på tiggeri og tyveri på Strøget og de store trafikknudepunkter, siger Tom Struve, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.
Alle former for menneskeligt affald
Det er et omfattende arbejde at rydde op efter de ulovlige 'campister'. Københavns Kommune har allerede brugt mere end 200 timer på opgaven dette forår.
De udenlandske hjemløse, der primært kommer fra Syd- og Østeuropa, rykker ind i tomme bygninger eller slår sig ned i telte eller bygger huler og bruger naturen som både soveværelse, køkken og toilet. Derfor er det ofte et værre svineri, der møder kommunens folk, når de skal rydde de ulovlige lejre.
Tirsdag ryddede kommunen bl.a. en lejr på Amager Fælled, der var indrettet med telte med madrasser og dyner, mælkekasser til at sidde på, kaffe og mælk, efterladte sko, køkkenredskaber og meget andet.
- Det er alle mulige former for ’menneskeligt’ affald. Alt hvad mennesker skal bruge for at bo et sted som det her, fortæller Nikolaj Hvingtoft Hansen fra Teknik- og Miljøforvaltningen og bemærker:
- Vi er jo på et naturareal, hvor naturen gerne skulle have sin plads i stedet for affald. Det er også bare ulækkert. Det er jo vitterligt menneskeligt affald i alle former. Vores del af løsningen er desværre bare at blive ved og ved med at rydde op. Og så kan man selvfølgelig håbe, at nogle af de her mennesker bliver trætte af, at vi kommer og rydder deres ting, så de måske finder et andet sted at opholde sig.
Syd- og Østeuropæere strømmer hertil
De udenlandske hjemløse, der slår lejr i hovedstaden, er en del af en større tendens.
De europæiske hovedstæder og større byer oplever hver sommer en strøm af tilrejsende - lykkejægere såvel som kriminelle - fra Syd- og Østeuropa, heriblandt også en del romaer.
- Nogle af dem er arbejdssøgende, men der er også nogle, der ernærer sig som flaskesamlere eller på forskellige former for kriminalitet som tyveri og tiggeri, siger Tom Struve fra Københavns Politi.
- Derfor forøger vi vores indsats i sommerhalvåret.
Vil ikke motivere til at slå lejr
Indsatsen mod de ulovlige beboelser går blandt andet ud på at tjekke, om beboerne opholder sig lovligt i Danmark og om, der er tegn på, at de begår kriminalitet. Der udddeles bøder for ulovligt ophold i naturområderne eller indtrængen i ejendomme samt forstyrrelse af den offentlige orden.
Og kommunen rydder gang på gang de interimistiske lejre og rydder op.
Områdechefen fra Teknik- og Miljøforvaltningen medgiver, at det ville være billigere at sætte skraldespande op.
- Men nu er det teknisk set ulovligt at overnatte et sted som Amager Fælled, så vi er heller ikke interesserede i ligefrem at motivere de ulovlige overnatninger. Det her er et naturareal, og det skulle det meget gerne forblive, siger Nikolaj Hvingtoft Hansen.
Desuden finder en del borgere det utrygt at få en uautoriseret hjemløselejr som nabo eller at støde uventet på sådan en i byens naturområder, fortæller han.