Fanget på Everest: 100 bjergbestigere er oppe på bjerget
Der befinder sig omkring 100 bjergbestigere i Camp 1 og Camp 2, der ligger over Base Camp på Mount Everest i jordskælvsramte Nepal.
De er alle i sikkerhed, fortæller en nepalesisk bjergbestigerorganisation.
Men det er vanskeligt at evakuere de fangede bjergbestigere.
Klatreruten tilbage til Base Camp - der fører gennem det berygtede Khumbu-isfald - har nemlig taget skade i den lavine - eller laviner - der med enorm styrke skyllede ned over bjergsiderne i går, da et kraftigt jordskælv rystede Himalaya-regionen.
Mindst 17 lig er blevet bjærget fra Mount Everest efter gårsdagens skælv. Ulykken omtales som den værste på bjerget nogensinde. Derudover meldes 61 kvæstet efter lavinen - 22 af de værst sårede er blevet evakueret i helikopter til en landsby længere nede af bjerget.
Base Camp er den lejr, hvor de mange bjergbestigere og -guider forbereder sig på deres bestigning af den sagnomspundne tinde.
På vej mod toppen kan man gøre ophold flere steder: Camp 1 ligger i 5950 meters højde, mens Camp 2 er 6400 meter over havets overflade. Derefter følger Camp 3 og Camp 4, før man endelig når toppen af verdens højeste bjerg, der er cirka 8850 meter højt.
Gårsdagens lavine-katastrofe er ikke den første af sin slags. Bjergbestignings- og vandreturismen i Nepal led et alvorligt knæk for ret præcist et år siden - i april 2014 - da en islavine dræbte 16 guider på Mount Everest. Katastrofen var den hidtil værste klatreulykke i bjergets historie.
Flere end 300 mennesker er omkommet på Everest, siden det blev besteget for første gang i 1953.