Nyheder

Overblik: Det ved vi om jordskælvet i Nepal

Et voldsomt jordskælv har ramt Nepal. Hundredvis af mennesker meldes omkommet ved katastrofen.

Her er, hvad vi ved om jordskælvet:

* Skælvet er målt til 7,9 og ramte Nepal lørdag formiddag dansk tid.

* Ifølge nepalesiske myndigheder har mindst 688 mennesker mistet livet. Tabstallet frygtes at stige yderligere. 

* Mindst otte mennesker skal være omkommet på verdens højeste bjerg, Mount Everest, hvor dele af Base Camp i Nepal er blevet overdækket af sne efter flere laviner i området. Mange bjergbestigere savnes.

* Skælvet er det kraftigste i Nepal i 81 år. Ved et skælv i 1934 blev 8500 mennesker dræbt.

* Det kraftige jordskælv dengang rystede ligeledes dele af det nordlige Indien og dele af Bangladesh.

* Nepal har 30 millioner indbyggere og hører til blandt de allerfattigste lande. En stor del af infrastrukturen blev ødelagt under en langvarig væbnet maoistisk oprørskamp, som stoppede i 2006.