Nyheder

Rapper: Vi er kommet for langt med ligestillingen

Se Kulturen på NEWS på TV 2 Play

Røde faner og bare bryster har været et vigtigt skridt mod at opnå ligestilling, mener en af Danmarks største rappere, men kampen kan også blive for meget,

- Jeg mener i høj grad vi er i mål med ligestillingen, og vi er måske endda også kommet for langt.

Sådan lød budskabet fra rapperen Emil Simonsen, bedre kendt som Orgi-E fra gruppen Suspekt, da han mandag aften gæstede Kulturen på NEWS, for at snakke om den grundlovstale han har skrevet og lavet en video til i forbindelse med markeringen af 100-året for grundloven af 1915, hvor kvinder fik stemmeret og ret til at stille op til valg.

- Vi bliver ved med at kæmpe meget for det samme efterhånden. Det var fint med 68’erne og kvinderne, der smed BH’erne - det gør de også til vores koncerter, og det er super fedt. Men jeg synes vi er nået til et sted, hvor der er en tendens til at kvinder skal være en lille smule maskuline og konstant have en magtkamp med mændene, og det synes jeg er synd.

Emil Simonsen synes i stedet, at vi skal anerkende, at der er steder, hvor kvinderne gøre det bedst, og der er steder, hvor mændene gør det bedst.

- Der skal være forskel på mænd og kvinder, det er meget vigtigt, du har et par bryster og jeg har en pik, og på samme måde er der også forskel på vores mindset, og det er vigtigt, vi behøver ikke alle sammen at skulle være de samme.

Et af de steder, hvor han mener, kvinderne gør det bedre end mændene, er i hjemmet

- Jeg synes den moderlige kærlighed spiller en enorm rolle i familien, og det er en plads som vi mænd ikke kan udfylde. Vi skal støtte op og kæmpe for familien, men det er ikke os der er limen, der binder familien sammen, det er kvinderne.

Hele videoen med Emil Simonsens grundlovstale bliver publiceret senere på ugen på hjemmesiden: http://www.100aaret.dk/ . Talen er både en hyldest til den moderlige kærlighed, til de skæve eksistenser og det et sprogbrug, som Emil Simonsen som rapper til tider er kommet i modvind for at bruge.

Det er ligestillingsministeriet, der står bag initiativet, hvor 100 markante danske personligheder har givet deres bud på en grundlovstale. De øvrige 99 taler vil blive publiceret løbende frem mod grundlovsdag d. 5 juni, 100-årsdagen for grundloven, hvor kvinderne fik stemmeret.

Hvad er Kulturen på NEWS?

Kulturen på NEWS er et program på TV 2 NEWS, der sendes hver torsdag klokken 18.10 I Kulturen på NEWS tages kulturen seriøst. Meninger brydes, kulturkampe udkæmpes og følelser foldes ud, når kunstnere og politikere, kunstmæcener og kulturkøbmænd, forskere og debattører mødes i TV 2 NEWS' kulturnyhedsmagasin.

Programmet vandt Årets Aktualitetsprogram 2012.  Nomineret til ArtBeat-prisen 2013 og Årets Aktualitetsprogram 2013.

Se Kulturen på NEWS på TV 2 PLAY