Rekonstruktion: Forløbet op til drabet på Dan Uzan
Natten til den 15. februar blev den 37-årige jøde Dan Uzan skudt og dræbt, da han stod vagt ude foran synagogen på Krystalgade i Indre By.
Den formodede gerningsmand, 22-årige Omar Abdel Hamid el-Hussein, havde næsten et halvt døgn forinden affyret skud mod Krudttønden på Østerbro.
Men selvom politiet herefter var i højeste alarmberedskab, gik der ifølge TV 2's oplysninger mere end tre timer, før myndigheden sendte personale ud for at beskytte synagogen, hvor der blev afholdt en bat mitzvah - en jødisk konfirmation.
Det til trods for at jødiske institutioner betragtes som højrisikomål ved islamisk-inspirerede terrorangreb, og at repræsentanter fra den religiøse minoritet angiveligt havde ringet til både politiet og PET flere gange og rykket dem.
TV 2 bringer her en rekonstruktion af begivenhederne op til drabet på Dan Uzan.
Efteråret 2014 - januar og februar 2015:
Det Jødiske Samfund i Danmark beder gentagne gange politiet, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Justitsministeriet om at skærpe sikkerheden omkring deres menighed.
Det sker pga. den stigende antisemitisme og angreb på jødiske minoriteter i Europa.
Den 7. januar 2015 angriber to islamiske terrorister med tilknytning til Al-Qaeda på Den Arabiske Halvø satirebladet Charlie Hebdo i Paris. 13 personer mister livet, og 11 bliver såret. To dage senere udspiller der sig en gidseltagning i et jødisk supermarked i den franske hovedstad. Fire gidsler og gidseltageren dør, da politiet stormer supermarkedet.
14. februar klokken 15:33, Kulturhuset Krudttønden, Østerbro, København:
Krudttønden lægger ramme om et debatarrangementet om ytringsfrihed, der bliver afholdt af Trykkefrihedsselskabet.
Den formodede gerningsmand forsøger flere gange at trænge ind i bygningen gennem forskellige døre, hvilket ikke lykkedes. Derefter åbner han med en stjålen M95-riffel ild mod facaden ved indgangen til kulturhuet. Efterforskningen viser senere, at han affyrede 28 skud.
Den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard bliver dræbt af et enkelt skud i brystet, da han forsøger at overmande Omar Abdel Hamid El-Hussein. Derudover bliver fire betjente såret, tre af skud og en af knust glas.
Efter angrebet stjæler den formodede gerningsmand en sort VW, som han flygter i.
Klokken 16-20, København og resten af landet:
En massiv menneskejagt bliver skudt i gang i hele landet, og i starten forlyder det, at der er tale om to gerningsmænd.
Rigspolitiet oplyser, at man indsætter Den Nationale Operative Stab, og at man derudover samarbejder med politiet i Tyskland og Sverige i tilfælde af, at gerningsmanden eller mændene forsøger at forlade Danmark.
Ved 19-tiden begynder gæsterne at samle sig i en kø foran Synagogen til den forestående bar mitzvah. Flere af de fremmødte undrer sig over, at der ikke er politi til stede.
Først en halv time senere dukker der ifølge vidner, som TV 2 har talt med, politibetjente op.
Lidt over klokken otte om aftenen offentliggør politiet et billede fra et overvågningskamera af en mistænkt person. Her bliver det samtidig slået fast, at der formentlig blot er tale om en enkelt gerningsmand til angrebet på Krudttønden.
15. februar klokken 01:11, Synagogen på Krystalgade:
Politiet fortsætter sin efterforskning rundt omkring i København. Derudover øges sikkerhedsopbuddet ved centrale steder som Christiansborg og Nørreport st.
I mellemtiden er bar mitzvahen i fuld gang i synagogen på Krystalgade. Lidt efter klokken 1 om natten dukker en mand op foran indgangen. Han trækker en pistol og skyder vagtmanden Dan Uzan i hovedet på klods hold. Han dør på stedet.
Derefter vender manden, der altså formodes at være Omar Abdel Hamid el-Hussein, sig mod de to betjente, der står vagt, og affyrer adskillige skud mod dem.
Begge betjente bliver såret og når blot at affyre et enkelt projektil med deres MP5-maskinpistoler mod gerningsmanden.
Senere kommer det frem, at magasinet på den ene betjents MP5-maskinpistol røg ud under angrebet - og at han ikke havde deltaget i den årlige skydetræning med våbnet i 2014.
Omar Abdel Hamid el-Hussein mister selv livet, da han omkring klokken 6 om morgenen bliver dræbt i en skudduel med politiet ved Nørrebro St.