Ikke set siden 1979: Iran får kvindelig ambassadør

Iran har ikke haft en kvindelig ambassadør, siden Mehrangiz Dolatshahi var landets repræsentant i Danmark, før den iranske revolution i 1979. Men nu vil præstestyret igen sende en kvinde som landets repræsentant i udlandet.
Marzieh Afkham, som er talskvinde for udenrigsministeren, skal ifølge Irans nationale nyhedsbureau være ambassadør i et østasiatisk land. Det skriver The Guardian.
Udenrigsministeriet i Teheran har ikke bekræftet, i hvilket land Afkham skal lede Irans faste repræsentation.
Den iranske præsident Hassan Rouhani udtalte i sidste uge, at det er den iranske regerings pligt at skabe lige muligheder for kvinder, ligesom han talte mod det religiøse politis hetz mod kvinder, der er begyndt at vise mere af deres hår end den obligatoriske hijab tillader.
Iranske kvinder skal have tilladelse fra deres mænd eller en anden værge til at rejse ud af landet, ligesom regeringen modvilligt forfremmer kvinder, der er single eller ugifte. Ifølge The Guardian blev Afkham gift sidste år.
Vicedirektøren for den internationale kampagne for menneskerettigheder i Iran (ICHRI), Gissou Nia, hilser udnævnelsen velkommen og kalder den et skridt i den rigtige retning:
- Men den (udnævnelsen, red.) afhjælper ikke bekymringerne om den verserende, iranske lovgivning, som forsøger at begrænse kvinders rolle i det offentlige rum, siger hun til The Guardian.