Nyheder

Passiv rygning ved e-cigaretter kan være sundhedsfarligt

De omdiskuterede e-cigaretter er langt fra så ufarlige, som mange måske tror. Både damperen selv og ikke mindst personer i nærheden får nemlig ligeså meget nikotin i sig som ved almindelige cigaretter.

Det viser en rapport udarbejdet af det norske Folkehelseinstitut, som svarer til Sundhedsstyrelsen, og som offentliggøres tirsdag.

- Det, der gør indtryk, er, at de, der damper e-cigaretter, får samme mængder nikotin i sig som ved almindelig rygning, og dermed risikerer de samme skader. Jeg var heller ikke klar over, at dampen fra e-cigaretter indeholder så meget nikotin, at personer i nærheden får samme mængde nikotin i sig som ved passiv tobaksrygning, siger Camilla Stoltenberg, der er direktør for Folkehelseinstituttet til norske NTB ifølge VG.

Reducerer dog risikoen for kræft

Også den norske sundhedsminister Bent Høie er overrasket over rapportens konklusioner.

- Jeg må indrømme, at jeg har levet i den tro, at e-dampningen ikke har udgjort en risiko for omgivelserne. Denne rapport vil nok overraske både befolkningen og dem, der bruger e-cigaretter, siger han.

Dampning er dog stadig et positivt alternativ til tobaksrygning, da både damperen og personer i nærheden ikke får tobaksrøg i sig, viser rapporten samtidig. Det reducerer nemlig risikoen for flere typer kræft. 

Ny lov på vej i Danmark

Herhjemme arbejder regeringen på et forslag, der skal sidestille e-cigaretter med almindelige cigaretter, hvilket blandt andet vil betyde, at der ikke må sælges e-cigaretter til unge under 18 år.

Herudover får forhandlere af e-cigaretter fremover en anmeldepligt, når de begynder at sælge den populære damp, en årlig indberetningspligt, og der skal gives oplysninger om indholdsvæskernes sundhedsskadelige virkninger. 

De mulige stramninger, som efter planen skal gælde fra 1. november 2015,  er bestemt ikke noget, der behager Dansk e-Damper Forening, der i marts arrangerede en demonstration mod forslaget foran Christiansborg

Ifølge Sundhedsstyrelsen benytter mere end 150.000 danskere e-cigaretter.