Nyheder

Skoleleder: Synd at børn har Paradise Hotel-deltagere som rollemodeller

Debatten raser om unge elevers trivsel efter offentliggørelsen af Skolebørnsundersøgelsen 2014, der er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed (SIF). 

Rapporten konkluderer nemlig, at et stigende antal elever - især piger i teenagealderen - på landets skoler lider af lavt selvværd, søvnproblemer og ensomhed. 

På Broskolen i Aarslev nikker skoleleder Flemming Mortensen genkendende til problemet. Her har man blandt andet haft problemer med piger, der bevidst har sultet sig eller skåret i sig selv. 

I øjeblikket har Broskolen flere lærere og pædagoger ansat til at holde øje med trivslen og inklusionen, der blev vedtaget i Folkeskolereformen. 

Ifølge Flemming Mortensen skal en del af forklaringen på den negative udvikling findes i de reality-programmer, som fylder sendefladen hos tv-medierne i disse år. 

- Det medie, I repræsenterer, har en stor indflydelse på, hvordan pigerne oplever de skal være for at være gode nok. I puberteten går vi fra at spejle os i vores forældre til at spejle os i dem, vi er jævnalderende med. På de sociale medier og i fjernsynet kan de se, hvordan de skal være for at fremstå rigtigt. Og det er et enormt pres, vi lægger på vores børn, siger Flemming Mortensen til TV 2 News. 

Langer ud efter Paradise-deltagere

Han mener, at der er en direkte sammenhæng mellem underholdningsprogrammer med veltrænede mennesker, der drikker sig fulde og bagtaler hinanden, og skoleelevers forventninger til sig selv. 

-  Det kunne pynte, hvis tv-medierne i deres udsendelser ville se lidt på, hvad det kunne give børnene af gode oplevelser, og hvordan det kunne forbedre børns trivsel, siger Flemming Mortensen. 

Skal vi simpelthen aflyse Paradise Hotel?

- Det ville da være et positivt eksperiment. Eller også skulle man invitere nogle sunde mennesker, der afspejler samfundet, ind i programmet. Jeg følger ikke programmet, men når jeg ser klip fra det, synes jeg ikke, det afspejler de søde unge mennesker, vi har her. Og jeg synes, det er synd, at man skal spejle sig i dem (Paradise-deltagerne, red.) som rollemodeller.  

Skolebørnsundersøgelsen 2014

I 2014 blev Skolebørnsundersøgelsen gennemført for 9. gang.

4.500 elever i femte, syvende og niende klasse fra skoler i hele Danmark har deltaget i undersøgelsen, som gennemføres hver fjerde år.

Undersøgelsens fund er i rapporten opdelt i følgende overordnede temaer:

Helbred

Mental sundhed

Sociale relationer

Sundhedsadfærd

Skoletrivsel

Social ulighed