Danske kæledyr er jaget vildt: Her bliver Basse kørt ihjel med vilje
Du kan se hele historien om dyremishandling i Station 2 på TV 2 i aften klokken 20.50 og på TV 2 PLAY.
Øverst i artiklen kan du se en video af Sergiy Yaksuns hund Basse, der blev kørt ihjel med vilje i Lemvig. Vi advarer mod stærke billeder.
Danske dyreejere kan ikke være sikre på, at andre lader deres dyr være i fred. Dyremishandling foregår nemlig stadig i bredt omfang i landet.
Alene sidste år blev der anmeldt 619 dyreværnssager til politiet. Og en del af dem handler om mishandling af kæledyr. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Cimmie Veje fra Roskilde har stået for tre anmeldelser, efter at tre af hendes katte er blevet skudt med et luftgevær af ukendte gerningsmænd.
En af kattene, Dimse, betalte den højeste pris og måtte aflives.
- Hun har været i et rigtigt smertehelvede. Og den, der har gjort det ved hende, fortjener at få at vide, hvad han har været med til at udsætte denne her kat for. Jeg synes simpelthen, at det er helt grotesk, at der render sådan en person rundt, siger Cimmie Veje.
Dimse blev skudt i maven af et luftgevær fra få meters afstand. Haglet passerede ind gennem katten og ødelagde Dimses blære. Med urin flydende ud i kroppen og med store smerter blev Dimse aflivet.
- Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan gøre det her ved et dyr. Det forstår jeg ikke. Hvorfor skulle hun dø for det, hvis hun er gået ind på en andens grund? De kunne have kastet vand på hende, de kunne have gjort alt muligt andet.
Hund kørt over med vilje
Ifølge Dyrenes Beskyttelse er det overvejende andre end ejeren, der mishandler dyrene. Det har Sergiy Yaksun fra Lemvig også oplevet. I 2012 mistede han sin hund, Basse.
- Basse betød rigtig meget for mig og min kone, for vi har ikke børn, så han var som et barn for os, fortæller Sergiy Yaksun.
Hunden havde flere gange gøet ad en mand, der arbejdede tæt på Sergiys hjem. En dag kørte han hunden over – ifølge retten med vilje. Basse fik knust adskillige ryghvirvler og blev omgående aflivet på dyrehospitalet. Ifølge retten blev hunden udsat for højeste grad af smerte, lidelse og angst.
- Jeg forstår ikke, at man kan gøre sådan noget mod en hund. Det er jo vanvittigt, siger Sergiy
Episoden blev fanget på video, og det fældede gerningsmanden i retten. (klippet kan du se øverst på siden). Han endte med en straf på 30 dages betinget fængsel og et halvt års frakendelse af kørekortet.
Ejere frygter for dyrene
Siden da har Sergiy fået en ny hund, og den kan nu kun opholde sig på et afgrænset område af familiens grund. Sergiy Yaksun er nemlig bange for, at gerningsmanden vil gentage forbrydelsen.
Også Cimmie Veje er bange for, hvad der kan vil ske med hendes katte. Derfor har hun sat et bur op, der gør at de ikke længere kan færdes frit.
- Jeg kan ikke længere have dem gående ude. Jeg ved jo ikke, om de kommer tilbage haltende, eller om de overhovedet kommer tilbage, hvis jeg lader dem gå uden for buret, siger Cimmie Veje.