Nyheder

Unge havner i gæld: Er det her den virkelige årsag?

Alt for mange unge er håbløst forgældede, allerede inden de træder ud i arbejdslivet, skriver Politiken onsdag.

I nogle kommuner er op mod hver femte unge under 30 registreret i RKI. Det kan der være flere årsager til, men en af de ting, som flere eksperter peger på, er udviklingen mod det kontantløse samfund.

Den digitale tidsalder gør det nemt at betale og optage hurtige lån på nettet og mobiltelefonen. Derudover er stort set alle danskere efterhånden udstyret med et dankort.

Det kan give nogle unge mennesker problemer, da de kan have svært ved at styre deres forbrug.

Tænker ikke over det

Før dankortet kom, måtte man hæve de penge, man skulle bruge. Nu svinger man dankortet eller bruger Swipp eller MobilePay fra mobilen. Det betyder, at mange unge ikke tænker over deres forbrug og let risikerer at miste overblikket, mener flere eksperter.

- De her virtuelle penge er smarte og nemme at have med at gøre. Forbrug er blevet noget, man bare kan klare med et enkelt klik. Det betyder så også, at man måske ikke tænker så meget over de penge, man bruger. Hvis man hæver en plovmand, så kan man se, hvordan den forsvinder lige så langsomt. Med de nye muligheder risikerer man lynhurtigt at miste overblikket, siger Morten Westergaard, partner i Mybanker.

Ingen kontrol

Han peger desuden på, at det kan være et problem for nogle, at der ikke er en indbygget saldokontrol på dankortet, da det kan medføre, at nogle mennesker bruger flere penge, end de har.

Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea, mener, at der er flere ulemper ved det kontantløse samfund. Hun forklarer, at det i dag er blevet så nemt at bruge og låne penge, at mange ikke tænker sig om, før de trykker på knappen.

- Når der ikke er mere end et sekund fra tanke til handling, så er vi også meget mere tilbøjelige til at bruge penge. Også dem, vi ikke har, siger Ann Lehmann Erichsen.

Økonomisk psykologi

Hun fortæller videre, at der er forskning, der viser, at det er nemmere at betale noget, når der købes på kredit eller fra lånte penge.

- Vi ved fra den økonomiske psykologi, at det gør ondt at skille sig af med penge. Det, at man fysisk kan se og mærke, at man skal skille sig af med nogle af sine surt sammensparede penge, det gør ondt. Det er meget nemmere bare at trykke på en knap på sin tablet eller svinge dankortet, siger Ann Lehmann Erichsen.

For nemt

Hun forklarer videre, at det er blevet utrolig nemt at optage hurtige lån i dag.

- Siger banken nej, kan du i dag bare gå et andet sted hen og låne pengene. For eksempel via quicklån eller sms-lån. Og det kan være skruen uden ende. Du kan tage et sms-lån og få pengene på fem minutter. Men hvad mange ikke er klar over, er, at der er sindssygt høje renter på nogle af de her lån. Så hvis ikke du betaler tilbage med det samme, så skal du betale meget mere tilbage, og så sidder du først fast i suppedasen, siger Ann Lehmann Erikchsen.