Nyheder

Fakta: De fem værste flyulykker i Europa

Et Airbus A320-fly fra det tyske lavprisselskab Germanwings, der er ejet af Lufthansa, styrtede tirsdag formiddag ned i Alperne. 

Flyet var på vej fra Barcelona til Düsseldorf, og de franske myndigheder frygter, at alle ombordværende 150 personer er blevet dræbt i ulykken. 

Tragedien til trods er ulykken ikke blandt de værste i europæisk historie. 

TV 2 Nyhederne giver her et overblik over de fem mest fatale flykatastrofer i Europa siden 2. Verdenskrig. 

1) 27. marts 1977, Tenerife, Spanien:  Tenerife-ulykken er bortset fra terrorangrebet i USA den 11. september 2001 den værste flykatastrofe i luftfartens historie. Her kolliderede to Boeing 747-fly fra hhv. hollandske KLM og amerikanske Pan Am på startbanen i Tenerifes lufthavn. I alt blev 583 mennesker dræbt. Ulykken indtraf, da jumbojetten fra KLM forsøgte at lette, mens Pan Am-flyet stadig var ved at "taxie" ned ad startbanen. En tyk tåge havde forhindret, at kontroltårnet og piloterne i de to fly opdagede hinanden, før det var for sent. Ulykken medførte, at der blev strammet gevaldigt op for sikkerhedsprocedurerne i lufthavne verden over.

2) 3. marts 1974, Paris, Frankrig:  Den værste flyulykke i fransk historie var en realitet, da Turkisk Airlines Flight 981 af flytypen McDonnell Douglas DC-10 styrtede ned i en skov udenfor Paris. Piloterne kom i problemer, da en dør til flyets bagagerum røg af tæt ved halen. Dette medførte, at flyskroget blev udsat for en pludselig dekompression, som ødelagde en række kabler, der gjorde det umuligt for piloterne at styre flyet. Alle 346 personer om bord mistede livet.

3) 23. juni 1985, Atlanterhavet tæt på Cork i Irland:

Air India Flight 182 styrtede ned udenfor Irlands vestkyst, efter en bombe var eksploderet om bord, mens flyet befandt sig mere end 30.000 fod (9,1 km.) over havet. Det var første gang, at et Boeing 747-fly blev udsat for et bombeattentat, og alle 329 passagerer, piloter og kabinepersonale mistede livet. Langt størstedelen var canadiske statsborgere. 

4) 17. juli 2014, udkanten Donetsk, Ukraine:

Konflikten i Ukraine kom for alvor tæt på vesten, da Malaysia Airlines Flight 17 sidste sommer blev skudt ned over Donetsk i den vestlige del af landet. Alle 298 personer på flyet omkom i nedskydningen, der ifølge amerikanske og tyske efterretningstjenester menes at være foretaget af pro-russiske separatister med et russiskfremstillet missil. Kreml har omvendt skudt skylden på regeringen i Kiev. To tredjedele af de omkomne passagerer på Malaysia Airlines Flight 17 var hollændere.

5) 21. december 1988, Lockerbie, Skotland:

Lockerbie-bomben betragtes som et af de værste terrorangreb i Storbritannien i nyere tid. Pan Am Flight 103 var på vej til New York, da en bombe eksploderede, mens flyet var på vingerne i luftrummet over Skotland. Alle 259 mennesker om bord mistede livet. Yderligere 11 personer i byen Lockerbie blev dræbt af vragrester, der faldt ned fra himlen. Skotsk politi og amerikanske FBI samarbejdede i de efterfølgende år om at opklare sagen, og i 1991 pegede sporene på to libyske nationalister. I 1999 udleverede den daværende diktator i Libyen, Muammar Gaddafi, de to personer til retsforfølgelse efter langstrakte forhandlinger og FN-sanktioner. Den tidligere libyske agent Abdel Basset al-Megrahi blev to år senere dømt for at have stået bag terrorbomben. I 2009 blev han benådet og løsladt fra Skotland, da han angiveligt var dødssyg af kræft. Al-Megrahi fik en heltemodtagelse ved sin hjemkomst til Libyen, hvilket vakte stort postyr i Storbritannien og USA.    

Den værste flykatastrofe i Danmark, den 28. august 1971:

Den værste flyulykke på dansk grund udspillede sig den 28. august 1971, da et fly fra det ungarske selskab Malev skulle mellemlande i Kastrup Lufthavn. Kort før ankomsten fløj maskinen dog ind i en regnbyge, hvilket forringede sigtbarheden. Da flyets instrumenter samtidig var indstillet forkert, troede piloterne fejlagtigt, at de var meget tættere på landingsbanen end maskinens egentlige position. Piloterne landede derfor på vandet, hvorefter de danske myndigheder iværksatte en redningsaktion. Alligevel overlevede blot tre af de 34 passagerer på flyet. Der var ingen danskere blandt de omkomne. 

Danmarkshistoriens største flyulykke, den 8. oktober 2001, Milano, Italien:

Danmark blev ramt af sin største tragedie i luftfartindustrien, da et SAS fly af typen Boeing MD-87 på en tåget oktobermorgen i 2001 kolliderede med et lille tyskejet Cessna-fly. Umiddelbart efter at SAS-flyet, der hed Lage Viking, løftede sin næse med en hastighed på 270 km/t, opdagede piloterne, at Cessna-flyet pludselig kom på tværs af startbanen. SAS-flyet mistede både højre landingshjul og højre motor ved sammenstødet, og piloterne forsøgte efterfølgende forgæves at holde den svært beskadigede maskine på vingerne. Kort tid efter smadrede flyet ind i en bagagebygning. I alt blev 118 personer dræbt i ulykken - 110 i SAS-flyet, fire i Cessna-maskinen og fire ansatte i bagagebygningen. 18 danskere var blandt de omkomne. 

Airbus A320

Airbus A320 er en del af klassen for mellemstore passagerfly og et af de bedst sælgende i flyhistorien.

  • Totallængde: 37,57 m.
  • Kabinelængde 27,51m
  • Højde 11,76m.
  • Vingespænd: 35,80
  • Typisk indretning: 150 passagerer på to klasser. For lavprisfly kan der være plads til 180.
  • Max last vægt: 16,6 ton
  • Rækkevidde: 6100km
  • Topfart: 903 kilometer i timen ved 27.000 fod
  • Flytypen blev taget i brug i slutningen af 1980'erne.
  • Flyselskaber der benytter flyet er bl.a. SAS, Air Greenland, Lufthansa og Air France. 

Kilde: Airbus.com + Ritzau